Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Anna havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at der lå et færdigt lille barn inde i hendes mave. Her ses hun i 6. måned og som nybagt mor. Foto: Ida Schmidt

"Jeg vidste ikke, jeg var gravid – før jeg fødte!"

Anna var gravid uden at opdage det, før den dag, hvor hun skulle føde.

Faktaboks

FAMILIEN

MOR Anna Sperling, 26 år, mulitmediedesigner og studerende.

FAR Steffan, 30 år, studerende.

BABY Eva, 9 uger.

Mandag den 8. december 2014. Anna ligger på en briks på Skejby Sygehus. Hun er netop kommet ind for at blive skannet, fordi hun har haft ondt i maven i halvandet døgn. Ubehaget er opstået pludseligt, det er blevet værre og værre, og hun aner ikke, hvad det skyldes. 

Hendes egen læge har dog samme morgen konstateret med en urinprøve, at hun er gravid. Helt uventet, for Anna tager p-piller. Men den er god nok. Hun er gravid, men aner ikke, hvor langt henne hun er. Lige nu gør det også bare så ondt, at hun ikke tænker på andet end at få smerten til at holde op. Forsvinde, så hun kan holde ud at være i sin krop igen.

LÆS OGSÅ: 9 værste graviditetsgener, ingen havde fortalt mig om

En jordemor får gelejdet Anna op på en briks. Det her er veer! Det er jordemoren ikke et øjeblik i tvivl om. Ingen grund til at skanne, konstaterer hun – for barnet kommer … NU! 

Anna kan ikke foretage sig ret meget midt i mavekramperne, slet ikke tænke klart, men hun får alligevel ringet til sin søster, som hun forlod samme morgen for at tage til lægen. ‘Hej, Sophie,’ stønner hun ind i telefonen. ‘Det her er verdens mest mærkelige opkald – men, jeg er gravid … og nu er jeg ved at føde!’

Kend din krop!

26-årige Anna Sperlig sidder i sin kusines sofa og fortæller om den dag, som vendte op og ned på hendes tilværelse. Ved siden af ligger en babyalarm og giver indimellem små klynk fra sig, når Eva på to måneder drømmer ude i barnevognen. Anna behøver ikke rejse sig hver gang, for både hendes søster, Sophie, og deres kusine, Laura, som de er på besøg hos, holder øje med babyen, så Anna kan fortælle sin historie uden afbrydelser. Hjemme i Aarhus sidder Evas far, 30-årige Steffan, med næsen begravet i studiebøgerne. Han og Anna har kun været kærester i to år og ikke haft travlt med hverken at slå pjalterne sammen eller lave familie. Skæbnen ville det bare anderledes. Helt anderledes. For mandag den 8. december fandt de ud af, at de skulle være forældre – og fire timer senere sad de på Skejby Sygehus med deres datter i armene. En fin og færdig baby på 53 centimeter og 3.400 gram.LÆS OGSÅ: Lisbeth Østergaard om at være gravid: ”Jeg er bange for, at nogen kommer og tager min pladsIngen – hverken Anna selv, Steffan, Annas søster, som hun bor sammen med, den øvrige familie eller nogen af vennerne havde haft den mistanke om, at Anna havde et barn i maven. Men det havde hun altså, og nu er Eva her.– Steffan og jeg bor ikke sammen, men det skal vi nu. Nu er det os tre, og det skal vi nok finde ud af, siger Anna smilende og ser ud, som hun er helt i ro med de nye omstændigheder. Selv om hun indrømmer, at det stadig ikke helt er gået op for hende, at hun er blevet mor. Og at hun aldrig i sin vildeste fantasi havde troet, at hun kunne gennemføre ni måneders graviditet uden at opdage det.– Jeg hørte engang en historie om en pige, der havde født uden at vide, at hun var gravid, fortæller Anna, samtidig med at hun med en mors instinktive evne til multitasking tjekker en rumlen fra babyalarmen, men registrerer, at hendes søster er ude hos Eva.– Jeg var nærmest forarget og tænkte ‘okay, kvinde, kend da din krop!’. Men nu er det altså sket for mig selv.

Ved at gå i panik

Vi spoler tiden to måneder tilbage. Til natten mellem 7. og 8. december sidste år. Anna vågner ved, at hun har ondt i maven. Det er vældig ubehageligt, kommer ligesom i bølger – og gør hende bange. Om morgenen har smerterne ikke fortaget sig, faktisk bliver de værre. Er det blindtarmen? tænker hun.Anna bor sammen med sin søster, Sophie, og de har de en aftale om at besøge deres mormor, men Anna kan godt mærke, at det er lægen og ikke mormor, hun skal aflægge en visit. Mavekramperne bølger ind over hende, og det at tage bad og få tøj på er uoverskueligt. Hun har det skidt. Virkelig skidt.Uden at hun helt kan huske hvordan, får hun bestilt en taxa og fragtet sig selv til lægen. Han tager en urinprøve og går ud for at undersøge den, mens Anna sidder alene tilbage. De to minutter føles som to år. Anna kan ikke finde hvile og er ved at gå i panik; ved ikke, hvor hun skal gøre af sig selv og sin krop, som gør så ondt. Hun rykker frem og tilbage på stolen, frem og tilbage, til siden, frem og tilbage.‘Anna, du er gravid! Den er positiv!’ kommer lægen pludselig ind i rummet og meddeler. ‘Jeg tror, du er længere henne end som så!’Anna hører ordene. Hun sidder i et rum med piller og kanyler og registrerer dem. DU – ER – GRAVID. Men lige nu forstår hun ikke, hvad de betyder. Hun er bange. Det gør så ondt, hun er gravid, men hvad skal hun bruge den oplysning til? Smerterne skal forsvinde, så hun kan holde ud at være til igen. Længere kan hun ikke tænke.

Er det nyresten?

Lidt efter står hun på Skt. Pauls Plads midt i Aarhus og venter på en taxa, der skal køre hende til sygehuset, så hun kan blive skannet. Bange. I smerter. Taxaen kommer, Anna kæmper sig ind på bagsædet, men idet hun skal til at spænde sikkerhedsselen, får hun en ve. ‘Ding-ding-ding’ ringer taxaens alarmsystem, fordi hun ikke er spændt fast. ‘Har du nyresten?’ spørger chaufføren. Anna ved, hun er gravid, men kan ikke overskue at indvie ham i det. Beder ham køre mod Skejby.LÆS OGSÅ: Fantastiske fotos: En smuk hyldest ammende kvinderUd på hospitalet. Finde Indgang 10, Ultralyd. Anna har det, som om hun kører på autopilot. Lige nu skal hun bare overleve. Finde indgang 10. Finde nogen, der kan hjælpe. Smerterne river indvendigt, og hun har svært ved at holde styr på sin krop. ‘Jeg tror da, du skal længere end til Ultralyd!’ siger en jordemor i venteværelset. Hun er venlig. Omsorgsfuld og myndig. ‘Du skal op at ligge’ siger hun til Anna, der kollapser på den briks, jordemoren får bugseret hende op på. Og lidt efter, da hun har undersøgt Anna: ‘Du er 10 centimeter åben!’Klokken er 12. Anna kommer ind på en fødestue. Og så er vi tilbage ved hendes livs hidtil mest dramatiske telefonopkald. ‘Sophie, jeg er gravid. Og nu er jeg ved at føde!’I den anden ende af byen får Sophie fat i sin og Annas mor, og jordemoren hjælper Anna med at ringe til Steffan. Klokken 13 når mor Anne-Louise, søster Sophie og den kommende far, Steffan, frem til Skejby. Anne-Louise og Steffan står på hver sin side af Anna og holder hende i hånden, mens hun presser. Sophie henter saftevand. Det føles pludselig forfærdelig trygt, at de er der. 

Min baby – shit!

Annas krop har taget over. Lukket af for de fleste tanker og refleksioner. En form for urkræfter har taget styringen. Alligevel nager en tvivl, og mellem to veer hvisker hun til Steffan: ‘Er det okay, det her?’ ‘Ja, Anna, det er okay. Vi finder ud af det’ hvisker Steffan tilbage.Klokken 15.08 bliver Eva født. Steffan har gerne villet klippe navlesnoren, men må kapitulere, da øjeblikket indfinder sig. ‘Det må du gerne gøre …’ siger han overvældet til Annas mor.Baby Eva er født. Hun kommer op på brystet af Anna, en fugtig og varm, levende lille klump. Annas baby. Steffans baby. ‘Er hun min?’ tænker Anna igen og igen. En levende baby. Lige her. Shit, tænker hun. Og holder om det nøgne barn. En vild og helt unik følelse. Men slet ikke en forkert følelse. ‘Nu er vi bare os. Det her skal bare gå’ tænker Anna fortumlet. Hun føler øjeblikkeligt ømhed over for det lille barn i sine arme.Anna og Steffan bliver på barsels-afsnittet i fire dage. Så tager de hjem. Eva har det fint og sutter, som hun skal, og Anna og Steffan har brug for at komme i gang med deres nye liv. For at fatte, hvad der er sket. Hjemme hos Anna er søster Sophie stadig i fuld gang med at skaffe babyudstyr – bleer, tøj til en nyfødt, sutter, ammeindlæg, stofbleer, babydyne, vaskeklude, badekar …Anna og Steffan går rundt i en boble. Af lykke. Og overvældelse og forvirring over, hvad der er sket. – Vi var i den boble i fire dage, fortæller Anna.– Men så måtte vi ud af den. Vi måtte skrive på Facebook, at vi havde fået Eva. Jeg var nødt til at komme ud med det, så det blev virkeligt. Indtil da var det vores hemmelighed. Ingen vidste, at vi havde fået et barn.

Jubel på Facebook

Anna frygter folks reaktioner, kan hun mærke. Tror de nu, at hun bare en tyk trunte, som hun siger, der ikke har forstået sin krop og haft for travlt med alt muligt til at opdage, at hun var gravid? På Facebook vælter det ind med overraskede lykønskninger. ‘What?’ ‘Ej, hvad, TILLYKKE!’ ‘Den bedste julegave!’ og kommentarer i den stil strømmer ind. Anna og Steffans omgangskreds er desuden mere end villige til at donere brugte babyting eller hjælpe med at skaffe nye. Det er også nødvendigt, for de bor hvert sit sted og skal have puslebord, vugge og stofbleer på to adresser.Anna elsker sin lille uventede pige, men er også overvældet. Og holder igen med at fortælle om sin særlige fødsel. Hun er glad for at have Facebook til at kommunikere det sensationelle budskab til omverden, men kan ikke overskue at læse folks bestyrtede, jubelagtige, overraskede kommentarer. Det bliver for voldsomt. Eva er jo bare en lille baby som alle andre, hun er kommet til verden ligesom dem, hun er her og har sin plads som alle andre mennesker.– Folk siger jo ‘ej, hvor vildt, det kan da ikke passe!’ og den slags. Øh, jo, det kan godt passe. Jeg synes ikke, det er så vildt. Det er samme resultat: Du har et barn, jeg har et barn. Hun er min datter, og alt er, som det skal være, siger Anna.

Lidt ekstra på popo’en

Sofie kommer ind fra terrassen med Eva, som er vågnet. Anna ser ud til at være tryg ved at lade sin søster tage sig af Eva, som i dag er to måneder gammel. Mens Sophie rutineret vugger niecen i sine arme, slutter kusine Laura sig til i sofaen. De assisterer Anna med at svare på de uundgåelige spørgsmål: Jamen, kunne hun ikke mærke noget? Voksede maven ikke? Hvad med menstruation – hun må da have opdaget, at den udeblev? Kunne hun ikke mærke spark? Kvalme? Ømme bryster? Træthed? Lændesmerter? Og … åh, nej, drak hun så, mens hun var gravid?LÆS OGSÅ: Graviditetsgene: Hvorfor er alle mennesker så irriterendDen korte forklaring fra personalet på fødegangen er, at Anna er udstyret med særdeles stærke mavemuskler, som ikke på samme måde har skilt sig som normalt ved en graviditet, og at hun har en lang overkrop. Derfor har Eva kunnet ‘gemme’ sig så godt gennem ni måneder.– En dag da jeg så Anna bagfra, tænkte jeg godt nok, at hun havde fået lidt mere på popo’en, fortæller kusine Laura, men understreger, at hun på intet tidspunkt så meget som overvejede, at det kunne skyldes graviditet. Søster Sophie supplerer. Hun bemærkede nemlig, at Annas vinterjakke strammede mere end normalt. De fortæller begge med store øjne og en iver i stemmen, der afslører, at også familien stadig er temmelig chokerede over det nye medlems ankomst. Ja, Sophie har næsten dårlig samvittighed over, at hun – selv om hun bor sammen med sin søster og har et tæt forhold til hende – kunne undgå at fornemme, at Anna var gravid. Men Anna selv anede det jo heller ikke.– Jeg havde taget på, fem kilo, måske, og følte mig sådan lidt ‘åh, hvor er jeg tyk’, fortæller hun.– Men jeg tænkte, at det også snart var jul, og der tager man jo tit på. Desuden har jeg altid haft lidt på maven og går med strømpebukser og løse bluser – og det afslører jo ingenting.

Har drukket

Når hun tænker tilbage, kan Anna måske godt huske, at hun har haft mere ondt i lænden end normalt. Dog ikke værre, end at hun hjalp med at flytte for venner to gange i november, otte måneder henne. Drak hun ikke også mere kakao end vanligt? En gravid-craving, måske. Hun var vist også mere træt og aflyste faktisk en del aftaler i sommer. I bagklogskabens lys kan alt forklares.

Men deciderede gravidsymptomer havde hun ingen af. Annas egen teori er, delvis i hvert fald, at nogle graviditetsgener bliver ‘psyket frem’. Bekymringer for, om det hele går godt, kan måske fremprovokere psykosomatiske symptomer.

– Jeg ved godt, at jeg ikke skal sige sådan til dem, der er fyldt med vand i kroppen, kaster op i ni måneder eller har bækkenløsning. Det er ikke det, jeg mener. Jeg tror bare, at havde jeg vidst, at jeg var gravid, havde jeg bekymret mig langt mere og måske haft det dårligere, forklarer hun.

Anna tog p-piller, inden hun blev gravid, og i hele graviditeten. I den månedlige pillepause pletblødte hun
og fattede ikke mistanke. Man bliver jo ikke gravid, når man tager p-piller. Troede hun. 

Desuden har hun drukket. Det har hun det skidt med. Hun anede jo ikke, at Eva lå derinde i maven og voksede. 

– Jeg har ikke været i byen hver weekend, slet ikke, men har da været fuld og haft tømmermænd, indrømmer hun, men fortæller, at Eva er blevet tjekket og har fået taget prøver. Der er ikke noget galt. Eva har ikke taget skade, har de garanteret hende, og Anna forsøger at have ro i maven over det.  

At hun ikke har kunnet taget fine mavebilleder, ikke kunnet mærke det første spark, ikke kunnet nyde forventningens glæde fokuserer hun ikke på. Ja, hun er gået glip af det; til gengæld er hun også sluppet for den ængstelse, som også er en del af en graviditet.

– Havde jeg vidst, at jeg var gravid, var jeg gået i panik. Jeg ville ikke have kunnet overskue situationen. Nu er det bare gået op, fordi det er sådan, det er. 

Hun var ikke en fejl

Til gengæld har Anna noget, de færreste nybagte mødre nok har. Nemlig skyldfølelse over, at Eva pludselig er her. At hun kom uden varsel og vendte op og ned på alting.  

– Jeg har været bange for, at hun er til besvær, og tænkt på, om folk er trætte af, at hun er der. Det påvirker jo mange mennesker, forklarer Anna. Søster Sophie og kusine Laura bekræfter, at de er vilde med Eva og slet ikke kan forestille sig familien uden hende. Deres fælles mormor/farmor er livet op over at have fået sit første oldebarn, og mor Anne-Louise stråler som mormor. ‘Med min tålmodighed var det godt, jeg kun skulle vente fire timer på mit barnebarn’ som hun siger. I det hele taget er både Annas og Steffans familie rykket tættere sammen efter Evas ankomst. 

– Vi har fået opbakning lige fra start. Vi ved jo ingenting. Vi ved ikke, hvornår en baby får tænder eller skal have grød. Vi tager en dag ad gangen, siger Anna.

Først og fremmest skal det synke ind, at hun og Steffan er blevet forældre. Mange har sagt, at det er normalt, hvis hun ikke elsker Eva fra begyndelsen. Men det gør hun. Hun vil bare gerne have, at Eva er Eva – ikke surprise-babyen, alle taler om. Folk er stadig helt oppe at køre, som hun siger, men hun orker egentlig ikke at fortælle historien igen og igen. Det er nemmere at fortælle den i et blad. For så er den ude.

– Når Eva bliver syv år, skal hun ikke føle, at hun var en fejl. Det kan godt være, hun var en surprise, men det er godt, hun er her. Det skal bare være en lille ting i hendes liv, siger Anna, som gerne vil koncentrere sig om den store opgave, der venter hende: at være mor.

– Jeg ved endnu ikke helt, at jeg er mor. Jeg har bare fået Eva. Men jeg får wake up calls hele tiden, siger Anna.

– Forleden var jeg sammen med en veninde med et barn, og der gik det op for mig, at okay, jeg er ikke bare én, der har et barn – jeg er mor. 

LÆS OGSÅ: Graviditet: Gæt 4 gravide maver

LÆS OGSÅ: 3 kvinder: Sådan fortalte vi om graviditeten

LÆS OGSÅ: 33 tips til en sund graviditet

Se, hvad vi ellers skriver om: Fødsel og Gravid