Nyd sommeren på denne oversete danske ø

Dagen inden afgang mod Vadehavet har fruen og jeg tjekket tidevandstabellen og set, at vi kan køre til Mandø fra omkring kl. 11, hvor tidevandet skulle have trukket sig tilbage. Men da vi når frem til Låningsvejen, som forbinder øen med det jyske fastland, holder flere biler og venter, og det ender vi også med at gøre en times tid, inden vi kan køre over. Da vi endelig krydser henover havbunden ad grusvejen, som er anlagt på en lav dæmning, ligger der stadig store vandpytter, som en time tidligere ikke havde været sunde for undervognen.

På vejen over vinker vi til en af de såkaldte traktorbusser – er en traktor med en passagervogn hængende efter. Langt de fleste besøgende på Mandø er endagesgæster, og hovedparten tager traktorbussen, der kører et par gange dagligt fra landsbyen Vester Vedsted på fastlandet. Det fine udsyn fra passagervognens høje lad gør turen over til en attraktion i sig selv. Med en overnatning på øen, har vi dog valgt at tage bilen, så vi ikke er afhængige af traktorbussernes afgangstider.

Marsk-lam og minisamfund

Vel fremme på den lille ø, der blot måler et par kilometer på hver led, kører vi direkte til Mandø Kro, der er et af øens få overnatningssteder. Her går vi ombord i etablissementets berømte frokost med diverse hjemmelavede lækkerier. Ikke færre end seks slags hjemmelavede sild lokker, og værd at nævne er også det røgede lam af lokale marsk-lam. Læg dertil diverse lune retter, pølser og salater suppleret med flere slags hjemmebagt rugbrød – bestemt ikke dårligt!

Mætte og tilfredse er det tid til at udforske øen. Kroen ligger ligesom næsten alle andre bygninger på øen i den lille Mandø by på vestkysten. Byens seværdigheder er relativt hurtigt overstået, men det er hyggeligt og inspirerende at bevæge sig rundt i et minisamfund som Mandøs. Antallet af fastboende indbyggere har været støt nedadgående og ligger i skrivende stund omkring 30.

Blandt de steder, der er værd at besøge, er den fint renoverede Mandø Mølle, museet, hvor man kan få et indtryk af livet på øen i 1800-tallet, samt den gamle kirke, der stammer helt tilbage fra 1639. Øens to første kirker blevet taget af stormfloder i 1500- og 1600-tallet, og belært af de erfaringer er den nuværende Mandø Kirke bygget på øens højeste punkt. Den hvidkalkede kirke med det røde tag er dog ikke i fare for at blive oversvømmet nu til dags, hvor hele øen er beskyttet af diger.

Stille som et eventyr

Tilbage på vores logi får vi under middagen en snak med Jeff Hansen, der sammen med sin bror Martin driver Mandø Kro samt det ene af øens to traktorbus-firmaer. Han anslår, at Mandø årligt besøges af omkring 100.000 turister. Hvor det tidligere primært var danske og tyske gæster, ser man i dag også besøgende fra blandt andet Italien, Holland, England og Frankrig. Antallet af danskere topper i juli, mens der er flest udlandske turister i august.

I højsæsonen kan der være temmelig mange mennesker på øen i dagtimerne, men så snart den sidste traktorbus er kørt mod fastlandet, er det en ganske anden sag.

Denne sensommeraften, hvor vi er på besøg, er fruen og jeg de eneste overnattende på kroen, og da vi efter vores middag går en aftentur, ser vi ikke et eneste menneske. Til gengæld får vi fornøjelsen af et par harer, der lystigt gnasker græs på de lokale plæner. Stilheden er slående, og derudover kan du en klar aften på Mandø nyde en fænomenal stjernehimmel. Da vejbelysningen er både sparsom, lav og peger nedad, er der næsten intet kunstigt lys til at forstyrre stjernekigningen.

Selv om der kun er seks kilometer ind til fastlandet, føler du dig sådan en aften meget langt fra alfarvej – på en næsten eventyragtig måde.

Saltvandsblomster

Vores anden dag på øen står i naturens tegn. Ved højvande, hvor det er umuligt at komme til øen, ligger store dele af Mandø øde hen med mulighed for virkelig at nyde naturen i stilhed. Marsk-øen Mandø er omkranset af diger og klitter, og her finder du masser af den karakteristiske Vadehavs-natur. Vi kører ud til den vej, der går rundt om hele øen på indersiden af digerne, og stiller bilen. På den efterfølgende spadseretur møder vi et utal af får, der betragter os nysgerrigt. Fårene græsser primært på den udvendige side af digerne, men bevæger sig indimellem også indenfor. Oppe fra diget kan vi skue ud over det omkringliggende landskab og på sådan en sensommerdag nyde overraskende mange blomster – blandt andet den violette Tætblomstret Hindebæger, som også kaldes Mandølyng, og som kan tåle at stå, hvor jorden er saltholdig og også at blive oversvømmet af saltvand.

Mandø er endvidere et af Danmarks mest fuglerige områder med masser af både fastboende og trækfugle, der er på besøg om sommeren. Bramgæs og strandskader er talrigt repræsenteret, ligesom der også er ryler og hjejler – og er du heldig, kan du også spotte nogle af de mere sjældne arter såsom dværgterne og hvidbrystet præstekrave. De bedste tidspunkter at kigge fugle på Mandø er april-maj og september-oktober, hvor mange trækfugle på vej mod nord og syd mellemlander på øen eller blot passerer forbi.

Prøv på cykel

På vores spadseretur øen rundt møder vi enkelte cyklende. Korte afstande, få biler og udmærkede og hovedsagligt asfalterede veje gør Mandø perfekt til den tohjulede. Man kan leje cykler på øen eller tage sin egen med bag på bilen. Dog anbefales det, at man afholder sig fra at cykle ad Låningsvejen. Det er forbundet med stor risiko, hvis ikke man har ualmindeligt godt styr på tidevandet, og vejen er desuden ikke lige farbar på hele ruten på grund af halvstore sten.

Uanset hvordan du transporterer dig og ønsker at opleve Mandø, er et gennemgående råd, hvis du vil aflægge øen besøg at tjekke tidevandskalenderen, så du ikke risikerer at strande uforudset eller at skulle vente i timevis på næste lavvande og dermed spilde af den tid, du kunne have brugt på at nyde "den oversete Vadehavs-ø", der trods sin lidenhed har meget at byde på.