Line Kruse: "Det er da en måde at få en mands opmærksomhed på, haha!"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg tog mine første skridt i Tivoli, og det er billed-dokumenteret. Ellers gik jeg mest rundt i Søborg, hvor jeg voksede op i et rækkehus med kernefamilie, kommuneskole og børn på vejen, der ”melder krig mod”. Det var meget trygt og almindeligt.  Jeg var et livligt og pligtopfyldende barn, som havde tre yngre søskende. Men faktisk var min to år yngre lillesøster ”den ældste”, for hun var mere fornuftig og kunne klokken og bandt snørebånd før mig. Jeg var vist mere selektiv med, hvad jeg ville lære. For nyligt fandt jeg mine gamle børnetegninger i min mors kælder. De forestillede uden undtagelse balletdansere, klovne og enhjørninger, man kunne ride på. Jeg var meget fantasifuld. 

Jeg kunne ikke læse, før jeg gik i 5. klasse, men hver søndag sagde mine forældre, at jeg skulle prøve at læse lidt i avisen. En dag så jeg en annonce om, at nogen søgte en pige til en filmrolle. Jeg gik op på mit værelse og skrev en ansøgning fuld af stavefejl. Mine forældre var så glade for, at jeg i det mindste prøvede at læse og skrive, at de gav mig et frimærke. Jeg kom til casting på Skyggen af Emma sammen med 1200 andre piger. Søren Kragh-Jacobsen ville have en mørkhåret pige med brune øjne, men casterens mand blev ved med at sige, at jeg skulle hives ind, så jeg stod til sidst tilbage som det tynde øl sammen med ni brunetter. Jeg fik rollen, og så insisterede jeg på at lære at læse, så jeg selv kunne lære mine replikker.

LÆS OGSÅ: Sara Blædel: Jeg finder en stor glæde i at være alene

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg startede på universitetet med at læse tysk, fordi jeg gerne ville være tysklærer. Jeg overvejede også præst. Indtil da havde film bare været noget, jeg lavede for sjov, ligesom andre gik til spejder. Jeg var også med i en afgangsfilm fra filmskolen ved siden af studierne, som Paprika Steen havde set. Jeg kendte hende lidt, og til premieren kom hun hen til mig bagfra, tog kvælertag på mig og sagde: ”Du søger ind, ikke?” Så søgte jeg ind på skuespillerskolen og kom ind. Jeg gjorde året færdigt på universitetet, men tysklærer blev jeg aldrig. Til gengæld har jeg lige været en slags coach for en ung skuespillerinde, Andrea Heick Gadeberg, som er med i den nye film Retfærdighedens Ryttere. Når man er ung og aldrig har haft en stor rolle, kan det godt være lidt voldsomt at komme med på en film med Mads Mikkelsen, Nikolaj Lie Kaas, Lars Brygmann og Nicolas Bro. Derfor spurgte Zentropa mig, om jeg ville være mellemled mellem Andrea og instruktøren, Anders Thomas Jensen, som jeg jo så har levet sammen med i 25 år. Min mand er ikke en af mange ord, og når han instruerer, siger han typisk ”godt” eller ”den tager vi lige igen”. Men at være med i en film er jo mere end at lære replikkerne, så jeg har hjulpet Andrea med at bygge hendes karakter op. Hun har skrevet breve til den mor, hun mister i filmen, vi har været på shoppetur for at finde ud af, hvad hun går i af tøj, og vi har været til koncerter med hendes film-mor for at skabe den relation. Alt det karakterarbejde, som de store skuespillere laver hjemmefra. 

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min mand, Anders Thomas. Vi mødtes, da han skulle hjælpe et manuskript på vej i ungdomsactionfilmen Operation Cobra, som jeg spillede med i. En dag sad han med sin daværende kæreste og så Bubbers Badekar, hvor jeg blev interviewet om filmen. Bubber spurgte mig, om det ikke var svært at lære replikker, og jeg svarede noget i stil med: ”Jo, hvis de er så dårlige, men så laver jeg dem bare om”. Det er da en måde at få en mands opmærksomhed på, ha-ha! Inden optagelserne var forbi, var hans forhold det også, og vi kyssede for første gang til filmens afslutningsfest. Vi var unge og uregerlige, og det lå ikke i kortene, at vi skulle giftes og have fire børn sammen. Han har jo kendt mig siden jeg delte karameller ud i 3.g! Da vi mødtes, var jeg på vej på teaterskolen i Aarhus, og når jeg var i København i weekenden, sov jeg hos ham. Det var jeg så hver weekend i fire år. Jeg brugte alle mine penge på Catlink-færgen og DSB-billetter, men det er mit livs bedste investering. Da vi var unge, planlagde vi aldrig vores næste ferie sammen, men i sommer havde vi uofficielt sølvbryllup. 

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Det skete især efter Krumme-filmene i mine teenageår, og det var ikke altid rart. Når drengene viste interesse for mig, var jeg i tvivl, om det bare var fordi, de havde set mig i en film. Jeg syntes også, det var stressende at blive genkendt i diskotekskøen. Da jeg havde små børn, var det svært i Tivoli og svømmehallen. Folk er jo søde, men mine børn syntes, det var svært, at jeg altid skulle stå og tale med en fremmed dame. Den slags vil jeg dog gerne tage mig tid til, selv om det har været på bekostning af mine børn, der gerne ville prøve en karrusel. 

LÆS OGSÅ: Bagedyst-Rosa: "Jeg havde mistet den perlekæde, jeg havde fået af min første mand..."

Dit livs omvej?

– Da jeg fik rollen i tv-serien Bedrag i 2014, var det mit livs længste engagement, for halvandet års fast arbejde er meget for en freelancer. Vi har altid rejst meget, fordi min mand kan sidde og skrive manuskripter hvor som helst i verden. Efter et par måneder var der en pause i Bedrag på tre måneder, hvor jeg kunne holde ferie. Vi ville gerne til USA, hvor min mand har en agent, som han aldrig rigtig har brugt til noget. Børnene skulle gå i skole i Los Angeles. Det skulle være en kulturel oplevelse – ikke en ferie. Kort efter vi var kommet derover, kunne jeg mærke, at det var et sted, vi godt kunne bo. Jeg tog hjem til DR og sagde: ”Vil I ikke nok skrive mig ud af Bedrag, så jeg kan flytte til USA”? Men nej, de syntes min karakter var så vigtig som hovedrollens kone, at de sagde: ”Flyt til USA, og så får vi det til at lykkes”. 

Jeg var hjemme i Danmark i en uge hver anden måned, hvor vi lavede alle mine scener. Så fik jeg også et skud skuespil, for i Los Angeles var jeg bare ”hockey-mom”, som hentede og bragte børnene til alt. Min mand lavede store Hollywood-film, så jeg var faktisk alene med børnene meget af tiden. Men jeg vil ikke bare være den kone, der ved, hvor man får den bedste caffe latte og brazilian wax, så jeg tog en efteruddannelse som lærer og underviste i formning, idræt og drama på en amerikansk folkeskole.

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

– Nej, ikke for alvor, og det, tror jeg, skyldes, at jeg kommer ud af en børneflok på fire og selv har fået fire børn. Vi er en stærk familie, og jeg kommer ud af det samme. Derudover er jeg et troende menneske, så jeg har en ekstra støtte, når tingene ramler. Jeg synes altid, jeg har haft et sted at gå hen. Jeg kommer ellers ikke ud af en religiøs familie, men jeg er døbt, og vi gik i kirke juleaften. Da jeg kom i 8. klasse, skulle jeg beslutte, om jeg ville konfirmeres. Jeg sagde til min præst, at jeg var i tvivl, så jeg ville gerne gå til konfirmationsforberedelse. Efter min konfirmation begyndte jeg at gå i kirke om søndagen. Der fik jeg et nært forhold til min præst, og det er stadig ham, jeg kontakter, når jeg er i tvivl. Han har viet mig og min mand, og han har også haft samtaler med min nu 16-årige datter, som ellers har valgt ikke at blive konfirmeret. Da mine forældre blev skilt, begyndte min far også at komme i kirken, og han var ellers ikke medlem af Folkekirken. I dag sidder han i menighedsrådet, og det er altså ikke noget, jeg har insisteret på. Jeg lever dog ikke en bogstavtro tilværelse i forhold til Biblen. Mine børn har tre homoseksuelle gudfædre, og jeg mener, der er kærlighed nok til alle. 

LÆS OGSÅ: Efter bruddet med Bubber: ”Mit fokus har været at passe på mig selv"

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Indtil for nyligt var mit ord lov, men jeg har pt to teenagere, og lige nu udfordrer de mig. Det er naturligt, sundt og meget … udfordrende. Langt henad vejen har jeg dog det overordnede overblik over alt det lavpraktiske. Min mand er et af de mest lystbetonede mennesker, jeg kender, så hvis nogen i husstanden skal have børstet tænder, foregår det hos mig. Men vi har fundet vores vej, og det fungerer fint. Jeg er også flittig til alt det med Aula, skolemad og kodeord, men jeg må indrømme, at jeg svarede på lidt flere lusemails og kagemails med første barn, end jeg gør med nummer fire. 

Hvad tænkte du på vej herhen?

– At folk har taget så godt imod Ulven kommer, som jeg spiller med i. Jeg spiller advokat for faren, som bliver beskyldt for at slå sine børn. Jeg skal hjælpe en familie i total nedsmeltning, og jeg er stolt at det nuancerede billede, vi har forsøgt at skabe. For eksempel er der en scene i en retssal, hvor jeg skal holde hovedet koldt som advokat. Jeg blev instrueret til ikke at vise for meget sympati, selv om to forældre kæmper for at få deres børn hjem. Jeg skulle hverken være afstumpet og følelseskold eller alt for omsorgsfuld.