Cornelia og Oliver Nørregaard: ”Hvis man kan få sådan et hus til den pris, så er det dét, vi gør”

På en bjergskråning i udkanten af en lille landsby i det sydøstlige Frankrig manøvrerer Oliver Nørregaard familiens store firehjulstrækker rundt i et sidste skarpt sving, før han sætter farten ned foran en bred jernport. Det er sent på formiddagen mandag den 6. maj, og solen skinner fra en dybblå himmel. Ved siden af ham sidder Cornelia Nørregaard, hans livs kærlighed og mor til deres tre børn, Elias, Karla og Nora, som sidder på bagsædet. Oliver sætter i kravlegear, og mens de triller gennem porten ind på en gruset gårdsplads, filmer Cornelia ud af forruden for at dokumentere den første dag i deres nye tilværelse i Frankrig til glæde og begejstring for de godt 5.000 Instagram-følgere, der var inviteret med på rejsen. Da bilen holder stille, springer børnene ud af bagdørene og løber begejstrede omkring på ejendommens stejle græsplæner.

Oliver og Cornelia træder ud af bilen og suger øjeblikket til sig. Facaden på det næsten 800 kvadratmeter og femetagers store, hvide hus, som de knap et år tidligere havde forelsket sig i, tårner sig op foran dem. Solkyssede, petroleumsblå vinduesskodder er slået til side, og en håndfuld potteplanter står frodige og mørkegrønne omkring en lille trappe, der leder op til hoveddøren.

– Det er svært at beskrive oplevelsen af at stå der. Særligt fordi det kun var anden gang, jeg så det. Men det føltes som at komme hjem, fortæller Cornelia.

Et langsommere liv

Parrets årelange drøm om at flytte familien til Frankrig er med ét gået i opfyldelse. Det er drømmen om vildere natur og om udsigt til bjerge, om lune sommeraftener, hvor cikadesang strømmer ind af åbne vinduer, og om at leve livet langsommere og lidt mere autentisk. Men det er også drømmen om at bosætte sig i et land med et værdisæt, de genkender dem selv i. På overfladen ser de måske ud til at tilhøre to forskellige verdener. Oliver er forretningsudvikler, og Cornelia er designer. Men ens for dem er, at de er æstetikere og iværksættere. De går op i at skabe ydre rammer, som afspejler deres værdier om personlig frihed og om plads til det levede liv. Og så sætter de pris på smukke, ydre rammer. Måske er det derfor, de altid har følt sig lidt franske.

– Franskmændene bærer på mange måder deres identitet uden på tøjet. De bliver tit beskyldt for at være arrogante, men de er i virkeligheden ærekære og stolte af, hvem de er. Det er noget, som virkelig tiltaler os, fortæller Oliver.

Og nu er de her. Men de er udmattede. De har kun fået fire timers overfladisk søvn den nat. Efter 26 timers kørsel tværs gennem Europa med tre børn på bagsædet og tre katte i transportbure i bagagerummet opgav de til sidst at køre turen fra Danmark til Frankrig i ét stræk og holdt ind på en rasteplads tæt på Lyon. Klokken 5.00 samme morgen satte de igen kurs sydover og kørte det sidste stykke til deres drømmehus. Men da Oliver går ind i huset for at tjekke, at alt er, som det skal være, viser det sig, at køkkenet, kontoret, stuerne på begge sider af hallen og samtlige værelser på førstesalen er fyldt med den tidligere ejers ejendele fra gulv til loft. Der er ikke plads til deres møbler og alle de papkasser, som de har fyldt i den 50 kvadratmeter store lastbil, som er på vej til huset.

– Vi vidste simpelthen ikke, hvor vi skulle gøre af vores ting. Der bliver man sårbar, lad os bare sige det sådan, fortæller Cornelia.

En syv år gammel drøm

Drømmen om at flytte familien til Frankrig begyndte syv år tidligere, da Cornelia en dag købte et boligmagasin med hjem efter arbejde. I bladet var der en artikel om et par, der var flyttet til Frankrig og havde istandsat en fransk stenlade i ny nordisk stil.

– Allerede dengang tænkte vi, at hvis vi en dag fik muligheden for at bo hvor som helst, så ville vi flytte til Frankrig, siger Cornelia.

Men i 2012 boede de stadig i en lejebolig i Aarhus, mens hun arbejdede fuldtid, og han færdiggjorde sine studier. Med Olivers SU-gæld, et fælles forbrugslån og to små børn var de nødt til at være kreative for at få enderne til at mødes.

– Dengang syede jeg alt børnenes tøj selv, vi købte genbrugsting til hjemmet, og vi havde ikke råd til at tage på ferier, fortæller Cornelia.

Men i de syv mellemliggende år tog Cornelia og Oliver nogle modige valg, som i sidste ende satte dem i en situation, hvor de kunne byde på deres drømmehus i Frankrig. Boligmagasinet fra 2012 ligger i Cornelias skuldertaske, mens hun står på gårdspladsen og ser sin mand komme tilbage ud af huset. – Det her er noget rigtigt lort. Jeg bliver nok nødt til at tjekke vores email-korrespondance én gang til, siger Oliver.

Et slidt bondehus

I 2013, hvor drømmen om Frankrig var begyndt at slumre i parrets bevidsthed hjemme i Aarhus, blev deres økonomi bedre og god nok til, at de kunne købe deres eget hjem. Da Cornelia fik en højere indtægt, og Oliver landede et velbetalt job som IT-forretningsudvikler, besluttede de at overføre drømmen om den franske lade til Danmark og kørte ud for at se på et gammelt hus i to etager i en lille by uden for Hørning.

– Det var snotgrimt. Det hang med mulen. Gavlen lignede nærmest en sørgelig smiley, fortæller Oliver. Førstehåndsindtrykket var måske ikke imponerende, men Cornelia og Oliver så muligheder. Det var stort, haven var rigtig lækker, og så var det i en prisklasse, de havde råd til. De så hinanden i øjnene og besluttede, at de ville købe det gamle hus og sætte det i stand. Da Cornelia to år senere havde født deres tredje barn, og de stadig manglede at renovere hele overetagen, løb de tør for penge, og banken ville ikke låne dem flere. Fordi Cornelia var blevet sygemeldt med stress noget tidligere, havde de besluttet sig for, at de fremover ville leve deres liv med mere personlig frihed og tid til nærvær.

– Det skulle være slut med at løbe rundt i hamsterhjulet. Jeg skulle kunne gå hjemme med Nora, tage Karla og Elias ud af SFO’en og senere også have god tid til børnene, når de kom hjem fra skole, siger Cornelia.

Udfordringen var bare, at huset skulle stige til det dobbelte af dets oprindelige værdi, for at de kunne lægge deres lån om og have råd til at leve alene på Olivers indtægt, så de satte sig ned og lavede et regnestykke. For at drømmen om mere frihed i hverdagen skulle lykkes, skulle de finde en kvart million og færdigrenovere huset på et halvt år. Vel at mærke mens Oliver gik på arbejde, og Cornelia var på barsel med den yngste. Da de ikke så andre muligheder, ringede de til sidst til en kviklånsbank. Oliver griner.

– Ja, det er en af de forbudte banker. Men vi havde et problem, og det var løsningen, siger Oliver.

Det næste halve år hoppede Oliver i arbejdstøjet, så snart han kom hjem fra arbejde, og Cornelia satte fliser op om natten, mens babyen sov, og havde hende i bæresele på ryggen om dagen, mens hun arbejdede. Efter en aften at have lagt fliser på badeværelset og senere spartlet og pudset dem, var klokken blevet to om natten.

– Det var først, da jeg så op, at jeg opdagede, at væggen havde fået røde striber. Jeg havde simpelthen slidt mine fingerspidser til blods.

Det holdt hårdt, men de ville i mål. Natten før mægleren kom for at vurdere huset, lå parret på knæ i silende regnvejr og byggede munkestier i indkørslen, og da Cornelia trykkede mægleren i hånden den dag, havde hun jord under neglene fra de planter, hun lagde sidste hånd på samme morgen. Det lykkedes. Huset endte med at blive vurderet 50.000 kroner over målsætningen, og kviklånet blev betalt ud.

Der skal ske noget

I 2018 udlevede de drømmen om nærvær og overskud i hverdagen. Oliver havde endda fået nyt job som forretningsudvikler i et start up-miljø, hvor han følte, at de værdier, han udlevede privat, også flugtede med hans arbejdsidentitet. Så far tog på Det arbejde, og mor gik hjemme for at passe børnene.

– Det skal ikke lyde glamourøst, men vores version af hverdagslykke var, at børnene kom hjem til nybagt kage, og at der var tid til, at de kunne komme af med, hvad de havde oplevet i løbet af dagen, fortæller Cornelia. Og så begyndte udlængslen at trække i dem igen. Renoveringen var ovre. Huset stod færdigt. Der var styr på økonomien.

– Nu havde vi pludselig ikke flere bekymringer. Skulle vi så bare se Netflix? Sådan nogle som os ville kede os ihjel, fortæller Oliver. Da de kørte hjem fra en bilferie i Polen den sommer, googlede Cornelia ”house for sale in France.” Og så dukkede et stort, hvidt hus op med blå skodder for vinduerne.

– Jeg bladrede i billederne med vild hjertebanken. Jeg kunne ikke engang sige noget til Oliver, for jeg kunne knap få vejret. Indtil hun pludselig råbte til den intetanende Oliver bag rattet: ”Jeg har fundet vores drømmehus!”

På den næste rasteplads kiggede de sammen på annoncens få billeder og de sparsomme oplysninger, de kunne finde om huset. De kendte ikke området. De undersøgte det heller ikke. I stedet så Oliver på Cornelia.

– Hvis man kan få sådan et hus til den pris, så er det dét, vi gør. Huset var til salg til en million mindre end værdien af deres hus i Danmark, hvilket betød, at de ville have penge at renovere for. Det var næsten for godt til at være sandt.

– Dengang sagde jeg til Oliver, at med huset uden for Hørning lavede vi en lort til en lagkage. I Frankrig skal vi ned og pynte lagkagen, fortæller Cornelia.

Da de kom hjem, satte de huset i Danmark til salg. På trods af deres klare mavefornemmelse tvang de sig selv til at kigge på salgsopstillinger på andre huse i forhold til, hvor der lå en god, international skole, og hvor de kunne forestille sig at finde arbejde, men det hev magien helt ud af projektet, og de gik tilbage til drømmehuset.

Huset i Danmark blev hurtigt solgt, men det var først bagefter, at parret tog til Frankrig for at se drømmehuset med egne øjne. De fik bekræftet deres mavefornemmelse, og da de kom hjem til Danmark, satte de en dato. Den 1. maj 2019 ville de flytte til Frankrig, og så måtte skole, Olivers arbejde, renoveringsbudgetter, tilstandsrapporter og ikke mindst opgaven med at lære det franske sprog alt sammen falde på plads derefter.

Tilbage til behovspyramiden

Mens Oliver scroller gennem mailkorrespondancen om overtagelsen af det franske hus, får han øje på fejlen. Hvad han havde forstået som, at stueetagen ville være ryddet og klar til indflytning, var i franskmandens forståelse underetagen. Alle møbler måtte igennem huset og ned ad en smal trappe til underetagen, selvom alle var trætte.

I de efterfølgende dage viste det sig, at huset var i noget dårligere stand, end de havde forventet. De fandt mug på badeværelserne, og der lugtede muggent i alle hjørner. Den tidligere ejer nævnte på et tidspunkt, at huset havde ”lazy pipes”, men rørene var mere end bare dovne. Da de åbnede for vandhanerne, faldt vandtrykket øjeblikkeligt til næsten ingenting, og håndværkerne fandt en blokering i et af de større vandrør. Lidt senere stod det klart, at hele kloaksystemet skulle lægges om. Det var helt tilbage til behovspyramiden: Vi skal spise, sove og kunne få et bad. Hvad skal der til for, at det kan lykkes?

Den lagkage, parret skulle have pyntet, så ud til at blive endnu et gennemgribende renoveringsprojekt, og de blev nødt til at gentænke budgetterne.

– Pengene, der skulle gå til en swimmingpool i haven, måtte vi bruge på kloakering og elektricitet. Budgettet til det kreative arbejdsrum på øverste etage kommer til at gå til nye badeværelser, fortæller Oliver.

I stedet for at lade sig slå ud af overraskelserne gik de praktisk til værks. Cornelia og Oliver har en tilgang til problemer, som gør, at de hurtigt forsvinder.

– Vi sidder ikke og bider negle og bekymrer os for, hvordan økonomien nu skal hænge sammen. Vi har jo tidligere sat os selv i spil og mærket, at vi godt kunne stå på egne ben. Det er i virkeligheden der, modet kommer fra, siger Cornelia.

– Det bliver bare et andet projekt nu. Huset har fået sit kælenavn ”Le château”, Slottet, af de lokale. I den lille landsby, som huset ligger i, bor folk i bittesmå huse på bjergskråningerne, der ligger som hugget ind i klippevæggen med lige så små, sirligt velholdte haver. På den baggrund står huset ud som et slot i den gamle by med dets udsigt over bjerge og til kirken lidt længere oppe af bjergskråningen. Det er de lidt mere ydmyge danskere, som har tilføjet et ”petit”, lille, i navnet. Huset er fra 1897 og blev i sin tid bygget af en rigmand fra tekstilbranchen, som ikke sparede på hverken visioner, materialer eller detaljer. Parketgulvene er lagt i sildebensmønster, der er guldstuk og store marmorkaminer i mange af rummene, en slebet krystalsten pryder trappegelænderet i stueetagen, og alle vinduer er af håndstrøget glas.

– Vi flyttede ind med den energi, som huset er bygget på, og vi kan nærmest mærke drivkraften her. Ham, der byggede huset, var iværksætter, ligesom vi er, fortæller Cornelia.

Cornelia og Olivers plan er at bevare husets originale rammer med respekt for både den historie, de gemmer på, og for den ånd, de er skabt i. De klassiske detaljer vil de bevare, men ud fra et renoveringsperspektiv opstår der også nogle åbenlyse dilemmaer, som for eksempel om de skal skifte vinduerne ud. De isolerer ikke særligt godt, og selv i det sydlige Frankrig bliver det koldt i vintermånederne.

– Men lyset bliver reflekteret på smukkeste vis i de gamle vinduer. Når du går tæt på, kan du tydeligt se, hvor bulede de er, og det er jo charmerende, fortæller Cornelia. Med respekt for fortiden vil de også opdatere huset til nutiden, og parret vil hellere finde kreative løsninger end gå for meget på kompromis med charmen i de originale detaljer. Det er en balance.

– Huset skal tilbage til dets tidligere shine. Vi vil genetablere det liv, der engang fandtes i huset, men det betyder også, at vi vil putte livet i dag ind i det. Det kan sådan et hus godt bære, siger Cornelia.