Serier anbefaling
SPONSORERET indhold

3 anbefalinger til din uge: ”Denne hjerteskærende dokumentar er et MUST”

Vi kender alle sammen det der med at scrolle rundt på streamingtjenesterne i timevis, før vi igen ender med et afsnit 3 x Beliggenhed (fordi det stadig holder!). Men kunne du også bruge lidt friske kulturelle input til din sofa-aften eller dine gåture? Vi kommer med tre gode bud til din uge her.

Af: Sara Wilkins Foto: Getty
22. mar. 2021 | Livsstil | ALT.dk

1. Allen vs. Farrow (HBO Nordic)

Allen vs Farrow.jpg"Allen v Farrow" kan ses på HBO Nordic. Foto: screendump fra HBO Nordic

Hvis der er én dokumentar, du skal se lige nu, så er det Allen vs. Farrow på HBO Nordic. Dokumentaren i fire afsnit skildrer den frygtindgydende historie om Woody Allen og de anklager om seksuelle overgreb mod sin datter, som han i årevis har nægtet sig skyldig i. I dokumentaren interviewes datteren Dylan, der fortæller om misbrug på loftet, utallige samtaler med børnepsykologer og en Hollywood-verden, der i lang tid ikke tog anklagerne seriøst. Dylans mor, Mia Farrow, fortæller også om svigtet, den dårlige samvittighed og frygten for den mand, som hele verden har hyldet i årtier – manden, der i dag er gift med Farrows adoptivdatter, som han havde en affære med, da hun stadig gik i gymnasiet. Denne hjerteskærende dokumentar er et MUST i forlængelse af #metoo-bølgen og de vigtige kollektive samtaler, vi har haft de seneste år. Den viser også, at vi langt fra er i mål endnu.

2. Ofrene (LOUD)

Ofrene loud.jpegDet er journalist Sandie Westh, der står bag podcasten "Ofrene" fra Loud. Foto: Loud pressefoto

Det er mildest talt hård kost at lytte til podcasten ”Ofrene”, som den 33-årige journalist Sandie Westh står bag. I premiereafsnittet fortæller hun sammen med sin mor, Tina Westh, for første gang deres version af det største traume i deres liv: Drabet på Sandies storesøster Jannie Westh, som blev myrdet af sin mand i 2007. Maven knuger sig sammen, og tårerne presser sig på, mens Sandie og Tina fortæller, hvordan de blev ringet op med den forfærdelige besked og efterfølgende skulle igennem et helvede af svære følelser i et system, som de oplevede aldrig greb dem, og en mediemaskine, der svælgede rundt i detaljer om deres livs værste mareridt. ’Ofrene’ handler om at give historien tilbage til de pårørende, og i de kommende afsnit taler Sandie Westh med mennesker, der har mistet deres nærmeste i forskellige drabssager. Og de får lov til at fortælle deres historie præcis, som de ønsker.

3. Last Chance U (Netflix)

Last Chance U.jpg"Last Chance U" er en dokumentar i otte afsnit fra Netflix. Foto: Screendump fra Netflix

Wow. Hvis du trænger til en opløftende serie, der handler om håb og store drømme, så er Last Chance U helt oplagt. Her følger vi Junior College-basketholdet Huskies fra East Los Angeles og deres kamp for at vinde mesterskabet og få tilbudt legater, der kan sikre dem en uddannelse og karriere, så de kan sige farvel til de socialt belastede områder, mange af dem kommer fra. Det er rørende og inspirerende at se, hvor meget der er på spil for de unge mænd og ikke mindst deres træner, Coach Mosley, der er et mesterstykke i sig selv. Serien er sprængfyldt af karakterer, som du ikke kan undgå at heppe på (undertegnet følger dem allerede på Instagram), og den er i det hele taget et smukt portræt af ungdommen og store drømme, som vi – særligt i disse tider – skal værne ekstra meget om.