Cecilie Villadsen fra American Dreams
SPONSORERET indhold

”Jeg lever nok ikke det typiske ungdomsliv”

Mød Cecilie Villadsen, iværksætteren bag webshoppen americandreams.dk.

Foto: Cecilie Villadsen
09. aug. 2016 | Livsstil | Eurowoman

Det var egentlig slet ikke meningen, at Cecilie Villadsen skulle være iværksætter. Forældrene er begge forretningsdrivende, og moderens lange arbejdsdage virkede mere afskrækkende end tillokkende, husker Cecilie. Alligevel var det, som om hun ikke rigtig kunne lade være.

– Det løber nok i blodet på en eller anden måde, siger hun.

I begyndelsen var det cowboyshorts, hun kastede sig over. Lårkorte Levis-modeller med amerikanske flag, som hun selv syede på. De blev solgt videre på Facebook og Trendsales, og 14-årige Cecilie fik pludselig penge mellem hænderne:

LÆS OGSÅ: Christina og Regitze lever af is

– Jeg havde jo tjent en del penge på at sælge de her shorts, men der var ingenting, jeg kunne bruge dem på. Jeg ville gerne have noget tøj, der var lidt mere unikt og anderledes, end det jeg kunne finde i mange danske webshops. Men det kunne jeg simpelthen ikke finde. Og så tænkte jeg: Jeg starter da bare noget selv.

Det blev begyndelsen for americandreams.dk, Cecilie Villadsens egen webshop, hvor hun sælger tøj, hun selv håndplukker fra forskellige brands, i en glamourøs, udfordrende og, ja, måske lidt udansk stil, hvis det, man forbinder med dansk mode, ellers er rene linjer, enkelhed og en nedtonet farvepallet. Mærkerne spænder fra Calvin Klein til danske Neo Noir og engelske Glamorous.

– Nu er jeg lige blevet færdig med handelsgymnasiet, og så er planen, at jeg skal lave det her på fuld tid. Jeg forestiller mig da, at det kan blive meget større, og jeg bruger i forvejen rigtig meget tid på det. Selv når jeg sidder på Instagram og Facebook, går der hurtigt arbejde i den, fordi jeg lige skal tjekke ting ud og skrive med forskellige mennesker omkring American Dreams, siger hun.

Sociale medier satte skub i forretningen
Netop de sociale medier er en vigtig del af grunden til, at americandreams.dk på få år er vokset til en virksomhed med en omsætning på seks millioner. Dels fordi det er "gratis markedsføring", som Cecilie udtrykker det, og dermed smart for en lille start-up-virksomhed, men også fordi Cecilie Villadsen derigennem har specialiseret sig i at være i øjenhøjde med sine kunder på – det er det, der gør hendes webshop til noget særligt, siger hun.

LÆS OGSÅ: Forbes' unge, danske business-stjerner: "Jeg kan ikke rigtig holde ud, når folk siger, at man bare skal tage springet"

– Vi kører en meget personlig stil i vores markedsføring. Vi har en klart defineret målgruppe, og vi prøver at gøre det meget tydeligt, lige præcis hvilken stil, man kan forvente at finde hos os. Nogle webshops har så brede målgrupper, at stilen bliver meget upersonlig, siger hun og tilføjer:

– Vi kan også sagtens finde på at spørge vores kunder til råds. For eksempel kan vi lægge et billede op med to kjoler på Instagram og skrive: "Hvilken kjole skal vi købe hjem?" På den måde lytter vi hele tiden til, hvad de gerne vil have. Det er vigtigt.

 

New ✌🏼️ Parisienne skirt + matching top

Et billede slået op af Americandreams (@americandreamsdk) den 29. Jun 2016 kl. 1:21 PDT

Cecilie Villadsen er iværksætter og har startet sin egen webshop. Hun bruger Instagram aktivt i sin markedsføring. 

Cecilies forretning tæller lige nu tre ansatte udover hende selv. Dertil kommer nogle "pakkepiger", som kommer og hjælper med at sende varer frem og tilbage. Nyeste udvidelse til forretningen bliver en herrewebshop, som har fået navnet americanguys.dk og netop er åbnet.

– Jeg har fået mange henvendelser fra herrerne om, om vi ikke godt kunne begynde at sælge herretøj også. Så jeg har helt klart en fornemmelse af, at der er en efterspørgsel. Og så har jeg bare altid haft lyst til at sælge herretøj, siger Cecilie Villadsen.

At være sin egen chef
Selvom Cecilie Villadsen kommer ud af en familie af selvstændige, havde Cecilie aldrig troet, at hun selv skulle blive iværksætter.

LÆS OGSÅ: Forbes' unge, danske business-stjerner: "Jeg lever som en 35-årig i hverdagene og som en 18-årig, når jeg har fri"

– Mine forældre har hjulpet mig meget og guidet mig til, hvordan jeg fik tingene gjort rigtigt. Men det er egentlig ikke sådan, at de har præget mig til at blive iværksætter.

Tværtimod var det ikke rigtig noget, jeg havde lyst til, fordi jeg kunne se, hvor meget arbejde det krævede. Men nu kan jeg jo godt se, at jeg nok ender med at blive det alligevel.

Der er aldrig to dage, der er ens i Cecilie Villadsens arbejdsliv. Den ene dag kan hun være på et photoshoot til klokken 4 om natten, den næste kan hun være på forretningsrejse eller arbejde fra forældrenes hjem i Aalborg. Hun er også i gang med at starte et showroom op i Nørresundby.

LÆS OGSÅ: Laura vil lave luksusmodens svar på Airbnb

– Jeg synes egentlig, at det er fedt, at jeg selv kan planlægge min tid og arbejde der, hvor jeg føler, at jeg arbejder bedst. Det der med at være sin egen chef kan jeg rigtig godt lide.

Er der noget, du føler, at du må på kompromis med?

– Det er der da selvfølgelig. Der er jo for eksempel mange på min alder, der tager ud og backpacker i tre måneder. Og den mulighed har jeg simpelthen bare ikke. Jeg kan ikke bare lige holde fri og rende rundt uden internet. Men så får jeg jo så mange andre oplevelser. Og så har jeg jo ofte mulighed for at kombinere forretningsrejser med ferie, så på den måde synes jeg jo, at jeg er heldig. Men der er da helt klart nogle ting, man også går glip af. Jeg lever nok ikke det typiske ungdomsliv. Til gengæld oplever jeg nogle ting, som andre ikke oplever.

Hendes råd til andre unge, som har en god idé og gerne vil prøve iværksætterlivet af, lyder forfriskende overskueligt:

– Jeg synes, at man skal huske at starte i det små. Stille og roligt prøve at finde ud af, om der er hold i idéen, og om der er nogle huller, man skal lappe, før man lægger en masse penge i det. Man kan sagtens starte det på et lavere niveau og så lade det udvikle sig. Det behøver ikke være stort fra starten. Sådan gjorde jeg selv.

LÆS OGSÅ: 4 unge kvinder med succes: Her er deres bedste tips til at blive iværksætter

LÆS OGSÅ: Forbes' unge, danske business-stjerner: "Det tiltaler mig at skulle kæmpe for mit levebrød hver eneste dag"

LÆS OGSÅ: Alenemor som 29-årig. I dag styrer hun Danmarks smukkeste stormagasin