Det var en fredag, mens der stadig kørte X Factor. Jeg og mine tre søskende, vores kærester og vores tilsammen seks sønner var hjemme hos mine forældre, fordi nogle andele af den familieejede falurøde knaldhytte i Sverige næste dag skulle overdrages på behørig vis til den yngre generation.
Ungerne var lagt, og den tilbageværende flok var klemt sammen foran fjernsynet, nogle siddende i sofaen, nogle liggende på gulvet. Lau, min ene lillebror, og jeg havde været på jagt i skufferne efter noget slik, men fandt kun en kvart pose Stjernemix, som vi nåede at fortære, inden nogen af de andre opdagede, den havde eksisteret. Så gik fredagsunderholdningen i gang, og der bredte sig straks en diskussion om, hvorvidt det var under sangene eller under dommernes kommentarer, man måtte snakke (ingen af delene, foreslog jeg, der krævede absolut tystnad, hvilket selvfølgelig var illusorisk at få gennemtrumfet). Laus kæreste, Anna, lavede te. Nogen slog sikkert en skid. Familien var samlet.
Engang var det sådan, at ethvert liv endte nogenlunde, hvor det begyndte. Skomagerens søn blev skomager, smedens søn smed – man boede på den samme egn altid, man voksede op med de samme naboer, man blev gammel med. Ens verden begrænsede sig til de par kvadratkilometer, der lå rundt om ens hjem.
Sådan er det ikke nødvendigvis længere. Man kan vokse op ét sted, gå i skole et andet, tage sin uddannelse et tredje, arbejde et fjerde. Venskaber kan opstå undervejs, og de kan forgå undervejs. Din bedste ven i folkeskolen er ikke nødvendigvis din bedste ven på plejehjemmet.
Tænk, hvor mange mennesker man kan nå at kende i løbet af et helt liv! Det er vildt at tænke på. Og spændende. Men muligheden for at have nogen, der er vidne til hele ens liv, bliver mindre, jo ældre vi bliver, jo mere mobile vi bliver, jo mere opdelt og fragmenteret vi lever vores liv. Og det indebærer en risiko for det, der må føles som en svimlende ensomhed: At du er den eneste, der har set hele dit liv udfolde sig.
Mine tre søskende er mine livsvidner, og også derfor elsker jeg dem så vildt. Jeg har venner, som jeg elsker og slet ikke ville kunne undvære på nogen måde, men mine søskende er ligesom placeret i en helt anden kategori, et helt andet sted i systemet, end mine venner. At jeg har dem i mit liv, betyder, at jeg har nogen, som jeg deler både fortid og nutid og fremtid med, og lige på dét punkt vil jeg have lov at skide modernitetens store løfte et stykke: at fremtiden ikke behøver indeholde spor af fortiden, at i morgen ikke skal ligne i går.
Det gode ved min familie er netop bare, at den er der. Som en konstant i livet, en kæmpe sten, der bare ligger der i tilværelsen, bump, stor og tung.
Da sms-afstemningen nærmede sig i stuen hjemme ved mine forældre, delte flokken sig i en stor og en meget lille lejr: Rasmus, min mand, stemte på Lucy, resten stemte på Anthony Jasmin, og der begyndte at udspille sig noget, som mindede om en rimelig weird slåskamp for at få Rasmus forhindret i at sende sin sms-stemme: Tumult på gulvet. Benlås under lænestol. Spanking på bar røv med cykelbuksrefleks. Og jeg følte mig som verdens heldigste menneske. Familien var samlet.
LÆS OGSÅ: "Mødet mellem mig og mine potentielle svigerdøtre bliver stomfuldt"
