Maria Montells ærlige brev til kronprinsen: ”Du er et af de bedste mennesker, jeg har kendt i mit liv”
SPONSORERET indhold

Maria Montells ærlige brev til kronprinsen: ”Du er et af de bedste mennesker, jeg har kendt i mit liv”

Hele Danmarks kronprins Frederik bliver konge på søndag d. 14. januar. I den anledning genudgiver vi sangerinde Maria Montells personlige hilsen til manden, der er hendes ven, ekskæreste og vort lands kommende konge. Læs den hjertelige og personlige hilsen her.

Af: Redaktionen Foto: Tomas Villum Jensen
11. jan. 2024 | Livsstil | ALT for damerne

Da kronprins Frederik fyldte 50-år d. 26. maj 2018, skrev sangerinden Maria Montell en personligt hilsen til ham, som blev trykt i ALT for damerne.

I anledning af kronprinsens kroning søndag d. 14.1, genudgiver vi brevet med Maria Montells accept. 

"Solen skinner, der er vind i håret, og vi har optur over, at vi har besluttet at være ganske almindelige mennesker, der bare skal rulle derudaf langs vandet på Strandvejen. Bare være frie og uden bekymringer for, hvad fremtiden måtte bringe."

Sådan beskriver sangerinden Maria Montell en oplevelse mellem hende og kronprins Frederik, da de to dannede par i næsten to år i midten af 1990'erne.

Dengang i 1990'erne blev der lystigt spekuleret i, om Maria Montell mon ville blive vort lands næste dronning en dag? Men sådan gik det ikke...

I stedet blev hun gift og fik tre børn med filminstruktøren Tomas Villum Jensen, og Frede fik sin Mary.

Men trods bruddet formåede de at forblive venner.

Læs Maria Montels personlige hilsen herunder:

Læs også

Kæreste Frederik,

Hjertelig tillykke med dine 50 år. Jeg ligger lige i hælene på dig, til næste år er det min tur!!

Jeg ved, hvordan det føles at stå her midt i eller over halvvejs i livet! Det er STORT, synes jeg – og tænk, vi har klaret det hele vejen med de bump og udfordringer, der er undervejs. Det er stort, fordi man har fået så meget mere indsigt i livets glæder og sorger, og fordi man kender sig selv bedre og ved, hvad der er godt og skidt for en selv.

Alt det siger jeg selvfølgelig især, fordi jeg lærte dig at kende, da vi var et helt andet sted i livet. Jeg er rigtig glad for at have lært dig at kende, og jeg kan kun sige, at du er et af de bedste mennesker, jeg har kendt i mit liv. Og så er du vores kommende konge! Det er jeg glad for og stolt over.

Frederik, du er SÅ meget dig selv, og jeg kan se nu, at du med alderen virkelig tør være og stå ved, hvem du er. Det klæder dig at blive ældre, og det klæder dig at have en stor familie og den smukkeste hustru.

Jordnær vil du altid være, og hvis jeg skal afsløre en lille anekdote, som beskriver en lykkelig tid i vores slut-tyvere, så er det en søndag formiddag, hvor solen skinner, og du kommer fløjtende med hænderne i lommen ned ad Amalienborgs lange gange. Du skal lufte din gamle åbne sportsvogn, og vi kører ned langs vandet i Nordsjælland med rulleskøjterne på bagsædet. Du har et kassettebånd, som ALTID sidder i båndoptageren, og du trykker på play, og ud af højtalerne lyder "Sikken dejlig dag det er i dag – wå bå bå bå" med gode gamle, folkelige Stig Møller.

Solen skinner, der er vind i håret, og vi har optur over, at vi har besluttet at være ganske almindelige mennesker, der bare skal rulle derudaf langs vandet på Strandvejen. Bare være frie og uden bekymringer for, hvad fremtiden måtte bringe. Sådanne øjeblikke er jo det hele værd.

Jeg ønsker og håber, at du bliver ved med at tage dig de øjeblikke igennem dit liv – til at nyde din dejlige familie og til at kigge på alle de fine detaljer, du får serveret på din vej.

Hip hip hurra for vores kommende konge. TILLYKKE igen-igen og... "Sikken dejlig dag det er i dag – wå bå bå bå"!

Kærlige hilsner Maria

Anbefalet til dig