Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Det talte vi om i 2017
Foto: Getty Images Meghan Markle var den mest googlede skuespiller i 2017.

Det talte vi om i 2017

Har du styr på, hvad vi talte om i 2017? Vi giver dig alt fra Covfefe til Meghan Markle

2017 stod på mange måder i kvindens tegn. Vi har samlet de helt store tendenser fra året, der gik – dem, vi ikke kunne lade være med at tale om.

Despacito, T Swift, Meghan Markle – og måske lidt SKAM.

2017 har været fyldt med tendenser, ord og personer, vi ikke kunne komme uden om, hvor end vi gerne ville.

Der har været toner, som har sat sig fast i vores hjerner, romantik i kongehuset og megaseje kvinder både i tv og på grønsværen.

Vi har lært nye ord som Covfefe og startet en social bevægelse af de helt store med hashtagget #Metoo.

På mange måder har 2017 været kvindernes år, men det har også været året, hvor vi snurrede små plastikdimser mellem fingrene, og hvor Ed Sheeran næsten ikke kunne åbne munden, uden at vi sang med.

Vi har samlet nogle af de helt store tendenser fra året, der gik – dem, vi alle talte om, lyttede til og ikke kunne undgå.

Godt nytår!

Despacito 

Hele verden dansede med til tonerne af varme himmelstrøg, da mega-hittet Despacito ramte førstepladserne på musiklisterne.

Nummeret er skrevet af den puertoricanske sanger Luis Fonsi, der flankeres af den lantinamerikanske megastjerne Daddy Yankee. Men først da teenageikonet Justin Bieber hoppede med på vognen og lavede et internationalt remix af sagen, stak det helt af.  

Med mere end 4,6 milliarder afspilninger er hit-singlen ikke blot den mest streamede sang nogensinde – den har også sikret, at latin-bølgen er tilbage på vestlige hitlister. En succes, man ikke har set lignende siden ”Macarena”, Ricky Martin og Enrique Iglesias storhittede i slutningen af 90erne.

SKAM

Ja okay, her snakker vi nok mest 2016. Men sidste sæson af den geniale genistreg, vi kalder SKAM, løb altså af staben i forsommeren 2017.

Vi grinte, græd og delte superseje Sanas følelser, mens hun tumlede med sin kærlighed til Yousef og sine veninder.

Og så indså vi, at en æra er slut. En æra, der har lært os, at vi mennesker trænger mennesker - og ikke mindst: At alt i virkeligheden er love.

Frygt spreder sig. Men det gør kærlighed heldigvis også.

LÆS OGSÅ: 24 ting, som SKAM har lært os om livet (og Norge!)

LÆS OGSÅ: Josefine Frida Pettersen: ”Jeg hader det. Det er så grimt!”

LÆS OGSÅ: 5 ting SKAM-Vilde har lært os om livet

#Metoo 

ALT.dk har som det eneste danske medie talt med Tarana Burke, som startede 'Me Too'-kampagnen, længe før hashtagget eksisterede. Foto: Kaia Burke / Strangebird Productions

Et enkelt tweet startede i efteråret 2017 en social bevægelse af de helt store. På alles læber var hashtagget #Metoo, der ifølge Information kastede intet mindre end 12 millioner opdateringer, kommentarer og reaktioner af sig på blot 24 timer.

Og det fik mildest talt skeletterne til at vælte ud af skabet. Særligt i Hollywood, hvor flere kendte mænd er blevet anklaget for alt fra sexchikane til decideret voldtægt.

Også i Danmark har bevægelsen givet genlyd, og filmproduceren Peter Aalbæk Jensen blev for alvor sat på plads af Nordisk Film, efter det kom frem, at han gentagende gange havde opført sig upassende over for kvindelige kolleger.

Den 6. december uddelte det anerkendte amerikanske magasin Times Magazine prisen for Årets Person 2017 til #Metoo-tavshedsbryderne, for at står bag det, mediet kalder den ”hurtigste sociale forandring” i årtier.

LÆS OGSÅ: Mød kvinden, der startede 'Me Too'-kampagnen, længe før hashtagget eksisterede

LÆS OGSÅ: #Metoo har navngivet mændene – men hvad er der blevet af dem?

LÆS OGSÅ: Time Magazine har kåret årets person – det kunne være dig

Donald Trump 

Indrømmet. Vi er efterhånden temmelig trætte af Donald Trump, der knapt kan hoste, uden alle medier skriver om det. Men det ændrer ikke på, at han har været en af de helt store i 2017.

Efter Trump blev indsat som USA’s 45. præsident den 20. januar i år, lærte vi ord som Fake News og Covfefe, ligesom vi opdagede, at Donald Trump-parodier tilsyneladende er en ny satire-art i sig selv.

Vi lærte også, at præsidenten har kontrol over sin egen Twitter-konto, som han jævnligt bruger til at skabe rav i den – for eksempel da han proklamerede, at Obama aflyttede hans telefoner op til valget.

Vi er sikre på, at 2018 nok skal blive fyldt med Donald Trump, og vi er spændte på at se, om den mexicanske mur nogensinde bliver til noget.

LÆS OGSÅ: Trump opfinder nyt ord og Twitter går amok

LÆS OGSÅ: Fra Sex and the City til Alene Hjemme 2: Husker du også Donald Trump fra disse film og tv-serier?

LÆS OGSÅ: De 5 kvinder bag Donald Trump

Taylor Swift 

Tay Tay, T Swift, T-Swizz, Taffy… Ja, kært barn har mange navne, og det gælder også for Taylor Swift. Selvom vi på redaktionen ikke kan blive helt enige om, hvorvidt popsangeren er hot eller not, kan vi ikke komme udenom, at hun tog 2017 med storm.

Med singlen ”Look What You Made Me Do” fik hun på drastisk vis sagt farvel til den gamle Taylor, og på de første 24 timer havde sangen ramt intet mindre end 43.2 millioner klik. Få dage efter skubbede det (endelig?) ”Decpacito” af førstepladserne.

Er du en ægte Swiftie, kan du nok allerede synge med på resten af ”Reputation”-pladen. 

GIRLS 

2017 var et stærkt år for kvindedrevne serier. Foruden succeser som ’The Handmaid’s Tale’ og ’Big Little Lies’, der begge ryddede bordet ved årets Emmy-uddeling, sluttede Lena Dunhams hjertebarn ’Girls’ i foråret af med et brag.

I sjette og sidste sæson måtte vi modvilligt give slip på Hannah, Marnie, Adam og alle deres venner – men vi nægter at give slip på Lena Dunhams episke stil.

Tilbage står et spinkelt håb om, at det ikke er sidste gang, naturlige kvinder – ucharmerende karaktertræk inkluderet – ikke længere spiller andenviolin til Hollywoods skrappe skønhedsidealer.

LÆS OGSÅ: Farvel til Girls: Se traileren til sidste sæson her

LÆS OGSÅ: Lena Dunham: Tak fordi I ikke photoshoppede mine lår

Ed Sheeran 

Bare Ed Sheeran åbnede munden i 2017, kunne du finde ham på Spotify. Med sange som ”Shape of You” og “Castle On the Hill” tog han musiklisterne med storm, og vi sang alle med, hver gang tonerne ramte radioen.

Hvem husker ikke også hans gæsteoptræden i X Factor finalen? Eller hans optræden i YouTube-hittet Carpool Karaoke, hvor han proklamerede, at han altså er lidt nervøs, når ikke han har sin guitar med sig. Og så var der noget med en rolle i Game of Thrones. 

Vi smelter. 

LÆS OGSÅ: Ed Sheeran får rolle i verdenskendt tv-serie

LÆS OGSÅ: Top 10: Her er de største sommerhits, du dansede til i år

Prins Harry og Meghan Markle 

Prins Harry, der altid har været lidt af et sort får i det engelske kongehus, overgik selv storebror William i 2017.

I slutningen af 2016 kom det frem, at han kærestede lidt med den amerikanske skuespiller Meghan Markle, og da han i november i år friede til hende, kunne internettet næsten ikke være i sig selv.

Således blev Meghan Markle også den mest googlede skuespiller og den næstmest googlede person i 2017.

Her på redaktionen kan vi da heller ikke få nok af det smukke par, og vi glæder os (lidt for) meget, til vi skal se royalt bryllup i 2018.

LÆS OGSÅ: Fraskilt og feminist: 9 ting, du ikke vidste om prins Harrys forlovede

Fidget spinnere 

Legetøjet til børn med ADHD blev lige pludselig allemandseje i 2017. Skolelærere måtte indsamle de små ”spinnere” inden timen, og udviklerne fik travlt med at lave de sejeste af slagsen. Dem med lys i, i metal eller med de vildeste farver.

Med ét gik alle børn rundt og snurrede med den roterende plastikdims, hvis de altså ikke lige havde travlt med at svinge hænderne over hovedet og ”dabbe”.

Skal vi være helt ærlige, var vi nok også lidt optagede af legetøjet her på redaktionen.

Lige pludselig blev der opdaget farlig kemi i nogle af spinnerne, og så var det ellers slut med dem.

Kvindelandsholdet

Foto: Getty Images

Med Nadia Nadim og Pernille Harder i front sparkede kvindelandsholdet i fodbold numser i 2017.

Vi så med, da de kæmpede sig frem til en velfortjent sølvmedalje ved dette års EM-finale i Holland, og da de senere var hovedpersoner i en historisk ligestillingskamp mod DBU for bedre løn, sendetid og arbejdsvilkår.

En strid, der i november endte med, at kvinderne blandt andet steg 180 procent i løn.

Nogenlunde samtidig vandt holdet ALT for damernes Kvindepris 2017 for at agere rollemodeller for en hel generation af piger.

Mon ikke vi ser en del flere jenter debutere på grønsværen i 2018?

LÆS OGSÅ: ALT for damernes Kvindepris går til...

Se, hvad vi ellers skriver om: Nytår, #MeToo og Kultur