18 tegn på du er højgravid med tredje barn
SPONSORERET indhold

18 tegn på du er højgravid med tredje barn

Tillykke – du er nu garvet udi graviditeter. Det ved du, fordi du set og har følt dig mægtig gravid, siden du tissede på graviditetstesten, og hvis ikke, så fordi lægen og jordemoder siger det. – Og ellers er der mange andre tegn på, at du ruger på baby nummer tre, se bare her:

Af:: Kicki Boss Foto: Getty Images
13. mar. 2019 | Børn | Vores Børn

For denne mor var første tur i graviditetsmøllen en forrygende oplevelse. Jeg elskede at være gravid, havde kun meget få gener og havde i det hele taget en god graviditet.

Anden graviditet var lidt det samme, bare også lidt hårdere. Når man er mor i forvejen, kan man ikke helt lade kroppen bestemme tempoet på samme måde, og morkroppen – min gode, fine ven – er måske også lidt mindre stærk og en smule mere medtaget, end første gang. For undertegnede kom der lidt andre gener til, men det var stadig en god og nem graviditet.

Og det har tredje gang egentligt også været. Det sandes bare, at det bliver betragteligt hårdere for kadaveret for hver gang, og det kun bliver sværere at tage den med ro, når man har to små tornadoer på matriklen, foruden den praktiske mølle at løbe rundt. Jeg opfatter stadig mig selv om hamrende privilegeret, og hver en graviditet som den største velsignelse – men det skal ikke afholde os fra at betragte den tredje tur gennem de ni måneders rugefase med en vis morskab og ironisk distance.

Tal viser, at 11 procent af de i alt 61.397 levendefødte børn i Danmark i 2017 var forældreparrets tredje barn eller derover, ifølge Danmarks Statistik. Et kvalificeret slag på tasken kan derfor være, at der sidder i omegnen af 6000 gravide medsøstre derude, som bager på baby nummer 3 eller mere netop nu.

Denne her går ud til jer – og spæd endelig til listen over tegn på, du er tredjegangsgravid:

  1. Når du har følt dig højgravid siden andet trimester og gravid rundt regnet siden ægløsningen.
  2. Du siden halvvejsmærket stort set hver aften opdager, at du hele dagen lang har tørret alle overflader af med bunden af babybulen. Vanish for the win!
  3. Du når helt op til barslens start, før det rigtig ægte går op for dig, at der lige om lidt kommer ikke bare en familieforøgelse, men en spillevende, helt ny lille baby ud af dig og ind i familien med sin helt egen lille personlighed, som du skal til at lære at kende. Holy crap!
  4. At I af samme årsag nærmest ikke har fået snakket babynavne endnu. Måske han bare skal hedde lillebror?
  5. Du har andre børn, som gerne kommer med input til, hvad baby skal hedde. Fx Pingu eller Ama.
  6. At man af uransagelige årsager kvaller ind som ekspert, når bare man har født før. Hvilke andre ting her i livet bliver man ekspert af at gøre én eller to gange? Jordemødre og læger antager, man har styr på det hele, bekymrer sig om ret lidt og bruger raskt væk formuleringer, som ”superføder” og ”men det ved du jo alt om”.
  7. Fra du er omtrent 7 måneder henne, siger folk tit og ofte til dig ”Nu skal det snart være, hva?”, eller ”Øj, det er vist lige oppe over!”. Nej, nej – gå I blot videre. Bare en tredjegangsgravid her. Ingen baby på vej endnu…
  8. Når det også rigtigt først nu går op for dig, at du om lidt ikke længere rent fysisk har arme nok til alle tre kan sidde og hænge på dig i hver sin arm. Heldigt den lille er lillebitte et godt stykke tid og kan ligge på benene eller brystet, mens I alle vænner jer til det!
  9. Du frygter ikke natteroderi, for du er allerede kørt i stilling og har ikke haft et barn, der sov igennem i små fem år alligevel. Tag den, Kesi!
  10. At intimbarbering ikke bare nu, men siden cirka halvvejs, er foregået komplet i blinde, fordi maven har været gigantisk for evigt, men at det samtidig ikke står i vejen for, at du giver det et helhjertet forsøg. Man er vel en lady.
  11. At alle de småskavanker, du oplevede i første to graviditeter – hævede skanker, plukveer, hævelser i trussen (!), tyngdefornemmelse, træthed, og sporadiske dryp i underhylerne, når man skal samle en LEGO-klods op fra gulvet – meget passende er ganget med tre denne gang.
  12. Når I først nu kommer til rigtigt at tænke igennem, at der ikke er plads til tre autostole i en helt almindelig personbil. Hvad bliver det næste – en minibus?
  13. Når du kan fnise ganske stille over førstegangsgravide, der proklamerer, at de ikke kan snøre deres snørebånd længere på grund af maven. I dit stille sind tænker du, at så skulle de prøve at få en umulig toårig i flyverdragt, alt imens en fireårig insisterer på at hænge som en slatten orm over din ryg, mens han kommer i sine støvler.
  14. Du har købt nul ting til baby, fordi I faktisk er bedre udrustet i baby- og børnegrej en den mest velekviperede børnebiks.
  15. Det slår dig lige nu, at du måske skal have babybleer og sutter til en nyfødt, for slet ikke at tale om de der kæmpebind, der er unødvendige, og at du hellere må lette dit tunge korpus og få det købt, før veerne starter.
  16. Eller ikke – fordi netshopping er din bedste ven! (Tror I, det var en tung, gravid dame, der opfandt det?)
  17. Hospitalstasken er heller ikke pakket endnu, fordi… Kommer tid kommer råd. Men den kan man til gengæld ikke bare klikke hjem, klar til afgang, så det må vist være en snarligt to do.
  18. Du er bedøvende ligeglad med, hvad vægten siger, fordi du for det første, og uden skyggen af tvivl, fortjener hvert et stykke chokolade og hver en skefuld Hansen is, der ryger på tanken, og for det andet ved, at amning og barsel som mor til flere er lidt af en bootcamp. Man sidder sjældent stille, og langt de fleste graviditetskilo tabes et sted mellem mælkebaren, de mange trilleture med barnevognen og den løbende servicering af de to store baryler, som skal hentes og bringes, bades og have eftermiddagsmad og aftensmad til tiden. Skål i kage og Yankiebar, venner!

Anbefalet til dig