Murermestervilla anno 2014: Moderne drømmehjem
SPONSORERET indhold

Murermestervilla anno 2014: Moderne drømmehjem

Tæt på skov og strand har Anja Lykke tegnet og skabt et rummeligt og stilfuldt hus i det, der før var en helt almindelig og lidt for lille murermestervilla. Nu bor hun med familien i det forvandlede hus og har indrettet sig med masser af eget design.

Foto: Christian Petersen
16. maj. 2015 | Bolig | BoligLiv


Hvem: Anja Lykke, den ene halvdel af designfirmaet Small Design, Morten og parrets to børn Vilma på 7 og Karlo på 9.

Hvad: 150 kvadratmeter stor moderniseret murermestervilla fra 1954.

Hvor: Strøby Egede lidt syd for Køge.

www.small-design.dk

Da familien Lykke ville købe hus, faldt valget helt naturligt på den lille by Strøby Egede lidt syd fra Køge. Det er her, en del familie og venner bor, og som en ekstra bonus er området utrolig naturskønt, for det ligger tæt på både skov og strand – et dejligt sted for børnene, Vilma og Karlo, at vokse op. Familien flyttede ind i et murermesterhus i røde mursten fra 1954. Morten og Anja gjorde kun det allermest nødvendige ved huset, malede væggene og sleb de gamle gulve, da de var enige om, at huset på et tidspunkt skulle igennem den helt
store renovering. Men det endte faktisk med, at familien boede i huset i syv år, inden ombygningsprojektet så dagens lys. Efter rigtig mange tegninger, som Anjas designfirma Small Design stod bag, var familien klar til at gå i gang. De flyttede ind hos Anjas mormor i nærheden, og her boede familien i næsten et år, mens huset blev bygget om. Og det var ventetiden værd! Hvor der før stod et lidt for lille rødt hus, står der nu en supermoderne villa med god plads til en familie på fire.

Vellykket forvandling
Projektet handlede meget om at bevare så meget som muligt af det eksisterende hus. På den ene side af huset blev der bygget en sort træboks/tilbygning, som indeholder køkkenalrum-
met. Resten af huset blev renoveret og isoleret. Facaden blev pudset op i grå sandmørtel, som skaber en fin kontrast til det sorte træ på tilbygningen. Og alle husets nye vinduer og døre har fået sorte karme, som skaber en fin sammenhæng mellem det gamle hus og den nye tilbygning. Forvandlingen er virkelig vellykket og i den grad til at få øje på. Væk er de små traditionelle rum, og ind er kommet en åben og moderne planløsning, enkelt og overskueligt indrettet og lige i Anja Lykkes ånd. Ude og inde smelter sammen Det kan virke som lang tid at bo i et hus i syv år, som man allerede ved skal igennem en større ombygning. Hvorfor ikke bare gå i gang med det samme? – Ved at bo i huset i et stykke tid inden lærte vi det godt at kende og kunne finde ud af lige præcis, hvad det er for nogle behov, vi har som familie. Det er helt klart noget, jeg vil anbefale andre i samme situation, forklarer Anja.
Et af behovene handlede om mere plads, og det er løst med tilbygningen, der rummer et stort luftigt køkkenalrum med åben forbindelse til stuen, som er placeret i den oprindelige del af huset. Det store rum er nu familiens samlingssted og yndlingsrum! Store glasdøre i tilbygningen lukker masser af lys ind og fører direkte ud til en stor rummelig træterrasse. Det virker nærmest, som om ude og inde smelter sammen, når vejret er godt, og dørene kan stå åbne.


Den nye tilbygning rummer et køkkenalrum med masser af plads til hele familien. Det enkle køkken er tegnet af Anjas eget firma Small Design. Taburetterne er fra Trævarernes Fabriksudsalg. Spisebordet er fundet i Den Blå Avis. Det er en prototype bygget af en snedker. Plakaten er fra Louisiana.


Også detaljerne i huset er designede, f.eks. de smukke fliser med forskellige mønstre fra Made a Mano og kanderne af Ursula Munch Petersen, ting, der gør køkkenet hyggeligt og personligt.

TIP
En enkelt stribe mønstrede fliser langs med køkkenbordet kan sagtens være nok til at give køkkenet personlighed.


Stuens reol har Anja naturligvis selv designet, så den passer til rummet og vinduet.

TIP: Mal bagvæggen i reolerne en mørk farve for at give rummet karakter.


Her ses, hvordan den nye tilbygning hænger fint sammen med det oprindelige hus ved hjælp af en ny grå facade og smalle sorte karme. Huset er bygget på en gammel æbleplantage, så der gror masser af gamle frugttræer, der sørger for dejlige skyggefulde kroge.


En smal hylde over sofaen er fyldt med grafiske billeder fra blandt andet Permild & Rosengren og HuskMitNavn. De sort-hvide puder understreger det grafiske udtryk. Lignende puder kan fås i Ikea.


Indendørs og udendørs ligger i niveau og har derfor en flydende overgang, der får hjemmet til at virke endnu større om sommeren.


Børneværelset er ikke så stort, men virker dejlig luftigt, fordi loftet går til kip. Bord og stole er fra Small Design.

TIP
Bjælker i loftet er perfekte at hænge gymnastikringe op på. Fås bl.a. hos legeakademiet.dk


De grafiske tryk er af Poul Gernes. Til højre er der kig til stuen.


En lille del af stuen er reserveret til Vilma og Karlo. Bord og stole er fra Small Design.


Anja og Mortens soveværelse er holdt i kølige blå farver med en lille bænk fra Anjas eget designfirma.


► SE OGSÅ: Lys ateliervilla: Hjemme hos Mis med de blå øjne

► SE OGSÅ: Rækkehus i London: Kontrasternes paradis

► SE OGSÅ: Kreabolig: Kreativitet i det gamle slagteri