Interview med Karen Elson
SPONSORERET indhold

Topmodel: “Kvinder, der bliver ældre med al deres livserfaring, det er ægte skønhed for mig”

Den britiske topmodel og musiker Karen Elson, 37, har været på toppen siden sin 18-års fødselsdag. Eurowoman har talt med Mytheresa.coms frontkvinde om at være A-menneske, holde sine talenter hemmelige, og hvorfor kvinder bliver sejere med alderen.

26. okt. 2016 | Mode | Eurowoman

Den porcelænshvide hud og det rubinrøde hår har været Karen Elsons signatur, siden hun slog igennem som model, da hun på sin 18-års fødselsdag blev fotograferet af stjernefotografen Steven Meisel til forsiden af italiensk Vogue. Også en måde at fejre sin nye voksenstatus på. Side om side med Kate Moss afløste den blege rødhårede model med de nærmest ikke-eksisterende øjenbryn de struttende, glødende og øjenbrynsbuskede supermodeller Naomi, Helena, Christy og Claudia. Karen Elsons smukke særpræg er aldrig blevet umoderne. Hun har været på podiet for Marc Jacobs (med gravid mave), Jean Paul Gaultier, Chanel, Dolce & Gabbana, Versace, YSL, Alexander McQueen, Dior og Gucci og har lagt ansigt til et hav af kampagner for mindst lige så mange af de store modehuse.

Første Vogue-forside, skudt på Karen Elsons 18-års fødselsdag

Men Karen Elson vil ikke bare bruge sit kønne ansigt stiltiende. I 2010 udgav hun sit anmelderroste debutalbum The Ghost Who Walks, og den var der ikke mange, der havde set komme. At Karen Elson kunne komponere musik og synge. Ikke engang hendes daværende mand, musikeren Jack White, der tidligere har udgjort halvdelen af bandet The White Stripes. Han undrede sig da godt nok over, hvad hun lavede i al den tid ude på badeværelset, og Karen Elson måtte gå til bekendelse. Hun havde skrevet et album. Og selv om hun var blufærdig, når det kom til hendes kunstneriske evner, var det alligevel meget smart at være gift med en dygtig musiker, som endte med at producere og spille trommer på hendes debutalbum. Parret blev gift i 2005 i Brasilien efter at have mødt hinanden under indspilningen af musikvideoen til The White Stripes' Blue Orchid. De flyttede til Nashville, fordi de var betaget af byens musikhistorie, gik fra hinanden i 2011 og blev skilt i 2013. Men Karen Elson blev boende med deres to børn, Scarlett Teresa White på 10 og Henry Lee White på otte, og er en rigtig hjemmehygger, der går rundt i futter, bager tærter og klør sine katte bag ørerne.

Power couple. Karen Elson blev gift med musiker Jack White i 2005. De gik fra hinanden i 2011

LÆS OGSÅ: Giv et abonnement i julegave

Hverdagen
Hvad er det første, du gør, når du vågner?
"Tjekker e-mails. Jeg får hurtigt fyret en masse mails af sted til min stakkels assistent i Europa. Nogle gange ville jeg ønske, at jeg ikke havde en telefon. Jeg har nogle venner, der har skilt sig af med deres, og jeg beundrer dem. Når jeg har sendt mails, lytter jeg til musik og danser rundt i huset som en anden idiot. Der er jo ingen, der kigger! Nogle gange opfører jeg mig som en ukontrolleret teenager. Når mine veninder i Nashville kommer og besøger mig, ender det altid i en nørdet dansefest, hvor vi sætter god musik på anlægget og danser på bordene. Tricket er at holde sig ung inderst inde."

Hvordan ser en nogenlunde normal dag ud hjemme hos dig?
"Jeg vågner tidligt, følger mine børn i skole, og så tusser jeg rundt i huset, fodrer kattene og vander planterne i haven. Jeg har den pæneste have. Jeg bor tæt på en skøn sø, så den går jeg ofte en tur rundt om for at rydde hovedet. Og så handler det ellers bare om at svare på e-mails, dem er der rigeligt af. Hvis jeg arbejder på noget musik, har jeg mulighed for at gøre det på et lille setup, jeg har i huset, ellers går jeg ind på kontoret og arbejder på det, jeg nu har gang i, indtil jeg henter mine børn fra skole. Og så handler resten af dagen kun om at bruge tid sammen med dem."

Hvad er dit favorittidspunkt på dagen?
"Uden tvivl morgenen. Siden jeg var lille, er jeg stået op med solen og har nydt at have tid for mig selv. Det er meget vigtigt for mig at have den bid stilhed."

Hvad gør du altid, inden du lægger dig til at sove?
"Jeg hænger ud med mine børn og giver dem et godnatkys."

Karen Elson i Marni fra Mytheresa.com

Børnene
Hvordan har det ændret dit liv at få børn?
"Mit liv har ændret sig enormt. Det handler ikke længere kun om mig. Mine børn kan gennemskue mig. Det er, som om min datter har et sandhedsserum, der løber i hendes årer. Jeg kan ikke slippe af sted med hvad som helst. Mit liv er så meget anderledes, når jeg kommer hjem til huset i Nashville end mit liv i modebranchen. Det er svært at forklare. Det er så meget nede på jorden. Jeg er mig selv."

Hvad har dine børn lært dig?
"De betyder alt, sammen med resten af min familie og mine venner. Børn er så ærlige og oprigtige. De er som et spejl. De viser dig, hvem du virkelig er, og det er så vigtigt."

LÆS OGSÅ: Emma Leth: "Jeg har overhovedet ikke fundet ud af, hvad jeg vil"

Musikken
Hvad er dit forhold til musik?
"Jeg har altid været en kæmpe fan af musik, også før jeg selv begyndte at synge. Det underlige er, at min musik er meget mere introvert, end min modepersona er. Jeg er meget mere genert i musikken, og det er en meget personlig proces for mig at lave musik. Men musik har en kæmpe betydning i mit liv, og jeg elsker det helt vildt."

Hvordan arbejder du med musikken?
"Når jeg er i gang med at skrive en sang, eller jeg arbejder på et nyt album, er den første, der får lov til at lytte til musikken, min producer. I mit arbejde med musikken er den sværeste del for mig at give slip og lade andre mennesker lytte til det, jeg har lavet. Jeg er meget kritisk og tænker meget over, hvad musikken behøver mere eller mindre af. Men jeg kan ikke sidde i et rum med andre mennesker og sige: "Så, nu skal vi lytte til mit nye album sammen.""

Modellivet
Hvad har været højdepunktet i din modelkarriere?
"Da jeg begyndte at arbejde som model i 90'erne, var moden kreativ og forunderlig med Kate Moss som ansigt. Jeg følte mig som et barn i en slikbutik, fordi der var så meget frihed, og alt spillede på skydningerne. Det var så formidabelt dengang."

Supermodeller på række. Og Karl. Karen Elson i hvidt i ægte sen-90'er-stil

Hvordan vil du definere skønhed?
"Min definition af skønhed har ændret sig meget over årene. Jeg er 37 og i en branche med stor fokus på skønhed, men jeg synes, de mest fantastiske modeller er dem, der stråler indeni, og som formår at formidle ikke bare deres ydre skønhed, men også deres ånd. Se bare på Catherine Deneuve og Susan Sarandon, som er to af de smukkeste kvinder på planeten. Kvinder, der bliver ældre med al deres livserfaring, det er ægte skønhed for mig."

Rødhårede har det sjovere. Amerikansk Vogues kreative direktør Grace Coddington og Karen Elson i 2006

LÆS OGSÅ: "Natten inden jeg mødte Emma, havde jeg været oppe hele natten og haft en ecstacy-benzin-drevet trekant"

Stilen
Hvad er hemmeligheden bag din gode stil?
"At den er personlig. Min stil har i den grad forandret sig, siden jeg blev mor. Det har gjort mig mere praktisk anlagt. Også at vi flyttede til Nashville. Det er mere afslappet her. Og så kan jeg godt lide at gå i noget om dagen, der også kan bruges om aftenen."

Hvilket stilråd vil du give de danske læsere?
"Vær ikke en af dem, der religiøst kigger på Vogue.com, hver gang der har været modeuge, for at se, hvilke trends der hitter, for så at gå ud og købe en helt ny garderobe. Mode er så personlig, og folk i Skandinavien har generelt en naturlig fornemmelse for god stil, så bevar den, og køb noget godt tilbehør til dit look."

Hvad vil du gerne invitere indenfor i klædeskabet her i den nye sæson?
"Sæsoner kommer og går, så personligt kan jeg godt lide at købe ting, der ikke afhænger af sæsonen. Men jeg så Valentino-showet, og det var så bedårende, at jeg måske bliver nødt til at købe noget fra kollektionen. Men jeg kan virkelig også godt lide vintagekjoler. Jeg hamstrer dem, for de bliver aldrig umoderne."

Hos hvilken designer kan du altid finde gode sager?
"Sko hos Tabitha Simmons, som er en af mine bedste venner. Jeg har kendt hende, siden jeg var 16 år, men ud over det er hun virkelig en dygtig designer, og skoene er så komfortable." 

LÆS OGSÅ: Eva Kruse: Bæredygtig mode skal være cool

LÆS OGSÅ: "Jeg behøver ikke at arbejde mere end en gang om ugen"

LÆS OGSÅ: Gigi Hadid: "Sociale medier hjælper mig med at udtrykke min personlighed og komme tæt på mine fans"