Vægttab motivation
Foto: Getty | Få Birgitte Nymanns tips til at komme igennem et vægttab
Hjemmet

Vægttab motivation

Står dine tanker i vejen for et vægttab?

Som slankeekspert har Birgitte Nymann oplevet mange forhindringer, der har stillet sig i vejen for et vægttab – både hos de mennesker, der søger hendes hjælp til at smide de overflødige kilo og hos sig selv.

Af Lise Petersen 29.maj.2017 Sundhed

Når Birgitte Nymann, hjælper sine klienter med at leve sundere og tabe overflødige kilo, taler de selvfølgelig om motion og om at spise den rigtige kost. Men det er bestemt ikke det hele: Birgitte taler også om at være motiveret for vægttabet og om, hvordan vores tanker kan påvirke vores lyst til at spise, vores søvn og vores fordøjelse.
– Mange af os har tanker, der dræner os for energi, siger Birgitte, der på egen krop har erfaret, hvordan den rigtige motivation fremmer vægttabet – og hvordan negative tanker kan blokere det.

Stressen spændte ben

Da hun som ung flyttede fra Gammel Ry til København for at læse idræt på universitetet, dyrkede hun motion i mange timer hver uge. Hun spisteogså sundt efter datidens normer, dvs. mad stort set uden fedt. Men til sin store undren blev hun ved med at have ca. ti kilo mere på kroppen, end hun har i dag. Under et uddannelsesophold i USA blev hun opmærksom på, at kroppen har brug for fedt og protein, så hjemme i Danmark lagde hun madvanerne om og tilføjede fedt- og proteinholdige fødevarer som kød, nødder og planteolier til sin kost. Men hun tabte sig stadig ikke.
– Først da jeg for ti år siden brød med en kæreste, der var så jaloux, at han konstant holdt øje med, hvad jeg foretog mig – og samtidig indså, at jeg selv havde en andel i det, fordi jeg så længe havde valgt at finde mig i hansadfærd, lettede det, siger Birgitte. Hun forklarer, at stressen over hendes utilfredsstillende livsforhold simpelthen havde spændt ben for hendes vægttab og f.eks. havde fået hende til at supplere den sunde kost med alt for meget sukker.
– I de år væltede jeg slik ind. Med den nye mentale lethed i kroppen og med sund kost med grøntsager, proteiner og sunde fedtstoffer, blev Birgittes sukkertrang langt mindre, og hun nåede lynhurtigt ikke alene sin idealvægt.
– Med det lave sukkerindtag, blev jeg bedre til at koncentrere mig, jeg fik en helt anden energi, mit humør svingede ikke så meget... Min verden blev lysere.
Da Birgitte var gravid med Ida på nu fem år, besluttede hun at kvitte sukkeret helt, så datteren ikke fik sukker via modermælken. Og nu gik hun virkelig all in. Foruden selvfølgelig at kvitte slik og kage 100 procent, undersøgte hun varedeklarationerne på ketchup, mayonnaise… indeholdt madvarerne sukker, røg de ud.
– Nej, det var ikke svært at gennemføre. For jeg var meget besluttet, min mission var jo, at jeg ville passe godt på min datter. Og jeg havde forberedt mig og havde erstatninger klar som f.eks. en chokoladekage, der var sødet med dadler. Substitutterne brugte jeg de første måneder, så forsvandt trangen helt, forklarer Birgitte, der siden kun har spist sukker til jul.

LÆS OGSÅ: Sandt eller falsk: 13 slankemyter

Flyttede fokus

Men selv i dag, hvor Birgitte har fundet en så god balance i kosten, at hun ikke længere kæmper med vægten, kan hun blive udfordret af stress og sorte tanker. Da hun et år havde særlig travlt med sit arbejde vedårsskiftet, kunne hun ikke som tidligere år uden de store problemer kvitte sukkeret igen, da hun havde spist det sidste stykke juleslik.
– Med stressen i kroppen var det virkelig krævende at holde op. Selv efter et par uger, siger Birgitte. Men især da hun i foråret 2016 blev skilt fra sin datters far, var det en kamp for hende at holde dårlige tanker fra livet – og forhindre, at de påvirkede hendes vægt.
– Jeg var ikke i tvivl om, at den skilsmisse var det rigtige for os. Alligevel myldrede tankerne: „Burde vi være blevet sammen for vores datters skyld“. „Er det synd for Ida, at vi er blevet skilt“. „Hvad er der galt med mig, når jeg ikke kan give hende en barndom som min egen med en mor og far, der er sammen“. Birgitte forklarer, at hun med sin fornuft godt kunne se, at datteren ikke ville have glæde af at vokse op med et kærlighedsløst parforhold som rollemodel.
– Så jeg drænede og stressede min krop til ingen nytte. Løsningen blev, at hun lavede en liste over ting i hjemmet, hun gerne ville have ordnet. Skuffer der skulle ryddes op i, bunker af papirer, der skulle sorteres… massevis af små ting. Når tankerne kom, brød hun dem ved fysisk at rejse sig op og klare en af opgaverne.
– Og hvis jeg kørte i bil eller noget andet, jeg ikke kunne flytte mig væk fra, når de sorte tanker dukkede op, tvang jeg mig til at tænke på noget rart, jeg ville foretage mig sammen med Ida, forklarer Birgitte.
Ved på den måde at flytte sit fokus, fik Birgitte klaret den vanskelige periode efter skilsmissen uden, at det gik ud over hendes vægt. Det er derfor både med baggrund i en teoretisk viden og personlige erfaringer, når hun råder mennesker, der gerne vil tabe sig til at få styr på tankerne, inden de går i gang. 

Birgittes råd til at finde motivationen

Målet om at ville tabe sig er oftest ikke motiverende i sig selv. Du skal finde ”brændstoffet”. Det vil sige:
1. Gør dig klart, hvorfor du gerne vil tabe dig.
2. Hvad tror du, der sker med dit liv, når du kommer i mål?
3. Hvis du har en periode, hvor du føler dig træt og ugidelig, er det svært at skabe forandringer.
4. Sørg for at have overskud, når du går i gang.
5. Læg en plan for, hvordan du vil nå i mål.


Henter...