1 dej = 6 slags småkager
SPONSORERET indhold

1 dej = 6 slags julesmåkager

Det behøver ikke være tidskrævende at bage til jul. Med en grunddej, som du nemt kan variere med krydderier, nødder og chokolade, får du hurtigt seks forskellige slags skønne julesmåkager.

Af: Lone Kjær Foto: Columbus Leth
12. nov. 2021 | Opskrift | BoligLiv

Grunddej til julesmåkager

Dejen minder lidt om en mørdej – lige tilpas sød og dejlig nem at arbejde med:
(1 portion)
120 g hvedemel
35 g kartoffelmel
60 g flormelis
100 g smør
1 lille æggeblomme

  1. Kom hvedemel i en skål sammen med kartoffelmel og flormelis.
  2. Tilsæt smørret, og saml dejen med æggeblommen. Er dejen klistret, tilsættes lidt mere hvedemel.
  3. Stil dejen tildækket i køleskabet i ca. 30 min., før den er klar til brug.

Af denne grunddej kan du lave følgende julesmåkager:

  • Sandwich med blød nougat
  • Vaniljestjerner med mandler
  • Citron-birkes-hjerter
  • Kryddersnitter med kaneldrys
  • Chokolade-(h)jul
  • Nødde-chokolade-cookies

Sandwich med blød nougat

Chokolade%20sandwich%20stor.jpg

En slags dansk jule-macaron til alle os, der har et blødt punkt, når det gælder nougat:

Tid: ca. 20 min. plus hvile- og bagetid
(ca. 12 stk.)
1 portion (afkølet) grunddej
1 æggehvide til pensling
100 g blød nougat

  1. Rul dejen ud i ca. 3 mm’s tykkelse på et meldrysset bord. Udstik dejen i små runde stykker, max. 3 cm i diameter.
  2. Læg kagerne på en bageplade med bagepapir, og bag ved 175 grader i 10-12 min. Afkøl kagerne på en bagerist.
  3. Læg kagerne sammen med blød nougat.

Vaniljestjerner med mandler

vanille%20stjerner%20m%20mandler%20stor.jpg

En favorit hos de mindste – især fordi de selv kan være med til at dekorere dem med fine mønstre:

Tid: ca. 20 min. plus hvile- og bagetid
(12 store stjerner)
1 portion grunddej
korn af 1 vaniljestang
1 pose smuttede mandler, ca. 40 g
125 g flormelis
lidt pasteuriseret æggehvide

  1. Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Ælt vaniljekorn og finthakkede mandler i grunddejen. Pak dejen i husholdningsfilm, og stil den køligt i ca. 30 min.
  2. Rul dejen ud til ca. 3 mm’s tykkelse på et meldrysset bord, og udstik til stjerner.
  3. Læg kagerne på en bageplade med bagepapir, og bag stjernerne ved 175 grader i 12-15 min.
  4. Afkøl stjernerne på en bagerist.
  5. Rør flormelis med æggehvide til en tyk glasur. Kom glasuren i en bollesprøjte med en lille tylle eller i en frysepose, hvor der er klippet et lille hul i det ene hjørne. Dekorer kagerne.

Citron-birkes-hjerter

birkes%20hjerter%20m%20citron%20stor.jpg

Arranger evt. kagerne i en smuk æske, og giv dem som værtindegave, hvis de ikke når at blive spist inden!

Tid: ca. 20 min. plus hvile- og bagetid
(ca. 20 stk.)
1 portion grunddej
revet skal af 2 økologiske citroner
2 spsk. blå birkes

  1. Ælt grunddejen sammen med revet citronskal og birkes.
  2. Pak dejen i husholdningsfilm, og stil den på køl i ca. 30 min.
  3. Rul dejen ud i ca. 3 mm’s tykkelse på et meldrysset bord. Udstik til hjerter. Læg kagerne på en bageplade med bagepapir, og bag hjerterne ved 175 grader i ca. 10 min.
  4. Afkøl kagerne på en bagerist.

Kryddersnitter med kaneldrys

Krydrede småkager med et knasende sprødt drys kanelsukker ovenpå:

Tid: ca. 20 min. plus hvile- og bagetid
(ca. 40 stk.)
1 portion grunddej
½ tsk. stødt ingefær
½ tsk. stødt kardemomme
1 tsk. stødt kanel
1 æggehvide til pensling

Kaneldrys:
3 spsk. sukker
3 tsk. stødt kanel

  1. Ælt grunddejen sammen med krydderierne. Pak dejen ind i husholdningsfilm, og stil køligt i ca. 30 min.
  2. Tag dejen ud, og rul den ud til ca. 2 mm’s tykkelse på et meldrysset bord. Skær dejen i snitter, og læg dem på en bageplade med bagepapir.
  3. Rør sukker med kanel. Pensl kagerne med æggehvide, og drys med kanelsukker. Bag kagerne ved 175 grader i ca. 12 min. Afkøl kagerne på en bagerist.

Chokolade-(h)jul

Spis, til du kan trille! De er smukke, og de smager fantastisk.

Tid: ca. 20 min. plus hvile- og bagetid
(ca. 22 stk.)
1 portion grunddej
1 spsk. god kakaopulver, f.eks fra Valrhona

  1. Del grunddejen i to stykker, og ælt kakaopulver i det ene. Pak hvert dejstykke ind i husholdningsfilm, og stil køligt i ca. 30 min.
  2. Tag dejen ud, og rul hvert stykke ud i ca. 3 mm’s tykkelse på et meldrysset bord. Læg det lyse stykke nederst, og læg forsigtigt det mørke stykke over. Læg evt. et stykke bagepapir over dejen, når den rulles ud. Rul forsigtigt dejen tæt sammen som til en roulade.
  3. Skær dejen ud i 1 cm tykke skiver, og læg dem på en bageplade med bagepapir. Bag kagerne ved 175 grader i 10-12 min. Afkøl kagerne på en bagerist.

Nødde-chokolade-cookies

En småkage med et amerikansk islæt, der sagtens kan blive til en dansk klassiker.

Tid: ca. 20 min. plus hvile- og bagetid
(ca. 18 stk.)
1 portion grunddej – erstat evt. flormelis med en tilsvarende mængde brun farin
25 g hasselnødder
25 g valnødder
50 g god mørk chokolade
lidt hasselnøddeflager til drys

  1. Ælt grunddejen sammen med hakkede hasselnødder, valnødder og chokolade.
  2. Sæt dejen i små toppe på en bageplade med bagepapir. Tryk dem lidt flade med håndfladen, og drys med lidt hasselnøddeflager.
  3. Bag kagerne ved 175 grader i ca. 12 min. Afkøl kagerne på en bagerist.