3 gode gourmetbrød
Foto: Betina Hastoft Her får du opskrifterne på 3 vidunderlige brød.

1 grundopskrift - 3 gode gourmetbrød

Det er nemt at lave et ekstra lækkert brød. Her får du en grundopskrift, som kan trylles om til 3 forskellige slags saftige boller og brød.

Her får du opskrifterne på: 

boller.jpg

Saftige gulerodsboller med græskarkerner

Ca. 15 stk.

Grunddej:

10 g gær
6 dl koldt vand
20 g salt
200 g fuldkornshvedemel
ca. 550 g italiensk tipo 00 hvedemel, pizzamel eller alm. hvedemel

Desuden:

100 g fintreven gulerod
75 g grofthakkede græskarkerner
1 sammenpisket æg til pensling
25 g grofthakkede græskarkerner til drys

Sådan gør du:

  1. Udrør gæren i vandet. Rør salt, de 2 slags mel, gulerod og græskarkerner sammen. Rør dejen sammen ca. 10 min. Brug gerne en køkkenmaskine eller en håndmikser med dejkroge. Dejen er fugtig og klistret. Stil dejen til hævning tildækket natten over i køleskab.
  2. Tag dejen ud, og lad den stå ca. 1 time ved køkkentemperatur. Form rustikke boller med 2 spiseskeer, eller kom lidt olie på hænderne, og brug dem.
  3. Lad bollerne efterhæve tildækket ca. 20-30 min. Pensl med æg, og drys græskarkerner over. Bag bollerne 20-25 min. ved 225 gr.
brød.jpg
Groft brød med rugmel.

Brød med rug og hørfrø

1 brød

1 portion grunddej – udskift fuldkornshvedemel med rugmel
100 g hørfrø

Sådan gør du:

  1. Rør dejen sammen som beskrevet under saftige gulerodsboller. Hørfra røres i dejen sammen med melet. Lad dejen hæve i køleskab som beskrevet.
  2. Tag dejen ud, og lad den stå ca. 1 time ved køkkentemperatur.
  3. Form et ovalt brød på bagepapir på en bageplade. Lad den efterhæve tildækket med et klæde ca. 1 time.
  4. Snit brødet, og pensl med vand. Bag brødet ved 225 gr. i ca. 40 min.
formbrød.jpg
Perfekt buffet- eller brunchbrød.

Formbrød med rosmarin og oliven

Ingredienser:

1 stk. 1 portion grunddej – udskift fuldkornshvedemelet med groft majsmel

Ingredienser - dag 2:

3 spsk. finthakket rosmarin
100 g salatost i tern
2 dl afdryppede, sorte stenfri små oliven
2 spsk. olivenolie
2 tsk. flagesalt

Sådan gør du:

  1. Rør dejen sammen, og lad den hæve i køleskab som beskrevet under saftige gulerodsboller.
  2. Når dejen har hvilet en times tid ved køkkentemperatur på dag 2, kommes den i en smurt brødform. Lad brødet efterhæve tildækket 45 min.
  3. Fordel rosmarin, salatost og oliven over brødet, og tryk det lidt ned i dejen. Dryp med olivenolie, og krydr med flagesalt.
  4. Bag brødet ved 200 gr. ca. 45 min. Tag brødet ud af formen, og bag det yderligere 5 min. på bagepapir.

Spar på gærmængden

Ved at nedsætte mængden af gær og forlænge hævetiden på brøddej, opnår du et brød med mere nuanceret brødsmag og en mere sej og lækker brødkrumme. Samtidig smager det færdige brød heller ikke af gær.

Se, hvad vi ellers skriver om: Brød, Madbrød og Boller