scroll-down

Skønhedseksperten fik et wakeupcall som 36-årig: "En hudlæge tjekker mig, og konstaterer, at min hud er ti år ældre"

Drop jagten på evig ungdom, læg botox på hylden, smil til dine rynker, og husk din spf. Det er ifølge Anette Kristine Poulsen de pejlemærker, du skal holde dig til, hvis du gerne vil have sund og smuk hud. Og hvem vil ikke gerne det? Vi har talt med den cremekyndige ekspert om idealer, ingredienser og glæden ved at blive ældre.

Af: Sine Gerstenberg Foto: Lea Jessen
03. dec. 2020 | Mode | ALT for damerne

Hvis du ikke allerede kender Anette Kristine Poulsen, så er det på høje tid, at du kommer til det. Hun er nemlig ikke bare en af Danmarks mest erfarne skønhedseksperter. Hun er også en af de ærligste.

"Sine, for pokker, hvor er det godt, at man kan se dine rynker stadigvæk", siger hun derfor med det samme, da vi mødes over kaffe og æggemadder på en café i indre København.

Og således er snakken om hud allerede godt i gang. Det er et emne, som Anette, der er skønhedsredaktør på Børsen, fast skønhedsekspert på TV 2, foredragsholder og kommentator på sin egen platform Beautyspace.dk, ved rigtig meget om. Og et emne, der i dén grad har hendes opmærksomhed. Således udgav hun i februar bogen ”Seriøst bedre hud” – en bog, der ifølge Anette skulle skrives, fordi hun havde så megen ophobet viden samt et brændende ønske om at behandle emnet med en voksen åbenhjertighed fremfor at ty til branchens sædvanlige retorik. En retorik, der efter hendes mening mere har med flinkeskolen end med videnskabens verden at gøre.

"Jeg har villet gøre op med den måde, produkter bliver markedsført til kvinder på. Vi bliver alt for ofte adresseret med hule løfter om mirakelkure og magiske virkninger. Tænk, at vi accepterer at blive talt til i et eventyragtig sprog. Det er jo så nedladende. Jeg har aldrig set et produkt til mænd, der er markedsført som en ”miracle mist” eller ”beauty booster”. Men til os kan man godt tale ”fantasiagtigt”,” siger Anette Kristine Poulsen.

"Det er faktisk logik for burhøns: jo flere tillægsord, der bliver smurt på beskrivelsen af et produkt, jo mindre substans er der at komme efter", tilføjer hun.

Læs også: Marie Lodberg: ”Min hud har ikke sovet i et år”

Anette Kristine Poulsen erkender, at hun også selv er blevet klogere. Ikke bare med årene, men også siden sin forrige bog.

"Vi er på vej ud af den gamle verden. Dengang vi spurgte om ”skønhedshemmeligheder”. Der er da ingen, der vil have hemmeligheder længere. Det, folk higer efter, er konkrete råd", forklarer forfatteren.

"Frem for i første hug at have fokus på særlige produkter, vil jeg gerne have folk til at forstå ingredienserne, så man ved, hvad der kan hvad. På samme måde som de fleste ved, at det gør godt med uld i undertrøjen om vinteren. Derfor har jeg også allieret mig med en hudlæge, der er konkret guider dig og mig, og med en kemiker, der fungerer som bogens løgnedetektor. Med ham har jeg skrevet bogens ”DIY”-kapitel om alt det, du selv kan gøre."

Om bogen

I ”Seriøst bedre hud” gør Anette Kristine Poulsen dig klogere på, om alt fra øjencreme til hud-detox virker, og hvad der egentlig kan gøres ved appelsinhud. ”Seriøst bedre hud”, Anette Kristine Poulsen, Politikens Forlag, 250 kr. 

bog_1.jpg

Solcentrets skønhedsideal

Anettes interesse for skønhed generelt og hud specifikt er vokset ud af hendes egen hudhistorie. Som kun toårig fik hun en kop skoldhed kaffe nedover sig, der ikke bare efterlod et ar på hendes hals, men også et mærke i hendes bevidsthed. Og som teenager blev skyggen på halsen den eneste fejl, hun kunne se og fokusere på. Samtidig grundlagde hun i de år en vane, der fulgte hende ind i 20’erne, hvor hun dyrkede solen i en ekstrem grad, til trods for at hendes lyse, fine hud slet ikke kunne klare det.

"Mit skønhedsideal var receptionisten, Linea, fra solcentret i Holmbladsgade. Hun var i mine øjne så smuk, men selvom jeg kæmpede for sagen, kunne jeg jo slet ikke få den der dybe læderhud, som hun havde tillagt sig. Jeg dyrkede så meget sol, at det gjorde ondt", siger Anette.

Og jeg kan næsten mærke hendes smerte. For jeg husker også med rædsel mine egne år som fast inventar i solcentret – helst en dobbelttid på de nye rør – i Købmagergade. Jeg ville, ligesom Anettes yngre jeg, hellere have branket, orangefarvet hud end naturligt blege kinder.

"Mit ”wakeupcall” kommer først, da jeg er fyldt 36. En hudlæge tjekker mig, og konstaterer, at min hud er ti år ældre, end jeg selv er. Det er pigmentpletterne, der afslører mig. Så enten har han ikke styr på, hvad han siger, eller også må jeg gøre noget ved det."

På det tidspunkt var Anette stoppet i sit job som indkøber hos Dior og læste HD i Århus. Og så var hun begyndt at skrive om skønhed for Jyllandsposten. Da besluttede hun sig én gang for alle for, at hun ikke ville være en skribent, der vidste lidt om meget, men derimod en, der vidste meget om få ting. Og hvis der var noget, som hun nu vil vide meget om, så var det hudpleje. 

"Mit skønhedsideal var receptionisten, Linea, fra solcentret i Holmbladsgade. Jeg dyrkede så meget sol, at det gjorde ondt"

Anette Kristine Poulsen

Farvel til fordommene

Anette Kristine Poulsen lyttede til sin hudlæge og besluttede sig samtidig for at udbrede hans og andre eksperters viden på området. Og nu har hun så været i gang med sin mission i næsten to årtier. Hvilke budskaber savner hun fortsat at få trumfet igennem?

"Jeg savner et opgør med fordommene. Både af den positive og negative slags. Der er stadig to modsatrettede poler. Den ene er gruppen af folk, der helt fornægter produkters virkning, og som bliver understøttet af visse læger", forklarer Anette.

"Og så er der den anden pol, der overdriver effekten af hudplejeprodukter helt vildt. Det er ikke særlige produkter, som virker. Det er særlige ingredienser. Det har jeg vist ret pædagogisk i min bog med hudens behovspyramide, der er inspireret af Maslows ditto. Jo højere, du kommer op i pyramiden, jo mere detaljeorienteret og specifik bliver plejen. Men der ligger altså ikke et nyt ansigt nede under cremen. Du kan ikke lave om på din genetik og arveanlæg. Og så er der den anden ting: Det er med hudpleje som med prævention, tandbørstning og sport. Det virker kun, når du rent faktisk gør det", påpeger hun.

pyramide.jpg

Glem alt om ”anti-age”

Det kan godt være, at både Anette og jeg er optaget af nye skønhedsbrands, uopdagede ingredienser og ny forskning. Men der er et emne, som optager os begge mere end nogen af de andre. Et emne, vi aldrig bliver færdige med at tale om. Kaffe nummer to bliver bestilt. og samtalen bliver drejet. For hvorfor er alder stadig så centralt et begreb i skønhedsbranchens ordforråd?

"Altså bare ordet ”anti-age” har jeg et kæmpestort problem med. At vi punker folk i hovedet og fortæller dem, at de er et ”forkert” sted. Først skal vi på en anti-rynkekur. Så får vi at vide, at næste skridt er ”moden” hud. Det er jo et forfærdeligt udtryk. Skridtet efter moden er jo noget, der gærer eller går i forrådnelse. Og det finder vi os i! Vi smiler ufrivilligt til hinanden, for det er jo helt skævt, at vi som to midaldrende kvinder ifølge anvisningen på en etiket burde bekæmpe vores naturlige udseende. – ”Anti-age” er for dig en løbetur, og for mig er det solcreme og skyr. Men anti-age er diffust. Alder er ikke en hudtype eller en hudtilstand! Du kan have akne som 14-årig og dele hudproblemer med en, der er 35. Men én ting er, hvordan industrien taler til os kvinder. Noget andet er, hvordan vi taler til os selv." 

Hvordan har Anette Kristine Poulsen det selv med at være midt i livet og vide ,at rynkerne i hvert fald ikke bliver færre fra nu af.

"Jeg er 100.000 gange mere bange for ikke at blive gammel end for at blive gammel. Folk, der brokker sig over deres alder, demonstrerer lige dele idioti og utaknemmelighed."

Hun stopper sin tale og bliver stille.

"Vi har vel for pokker alle sammen nogen, som vi har mistet. Nogen, der ikke kommer igen, og som vi stadig mangler og sørger over. For mig er det krukket og upassende, når nogen brokker sig over at have fået et år mere.  Men jeg ved ikke, hvordan vi får ændret på hele denne her alderssamtale. Jeg befinder mig ikke på nogen piedestal, og jeg kan ikke ændre på den indre følelse i andre. Men jeg kan sige det her: For mig er tingene fandeme kun blevet bedre med alderen. Og det til trods for, at jeg har børn, der gerne holder mig nede på jorden, og som stadig mener, at livet er slut efter de 25."

Læs også: Birgitte Raben Olrik: "Det er smukt, hvordan vi alle ældes forskelligt"

Dinosaurer med botox

Anette Kristine Poulsen har skrevet sin seneste bog, fordi hun føler, at hun er blevet klogere. Men også fordi, at hun er blevet klarsynet. Der er grundlæggende værdier, hun ikke kommer til at slække på, og som hun ikke vil have bliver overset, når nye, larmende idealer begynder at fylde i vores bevidsthed. For der er også masser af kvinder, der har bevist, at skønhed ikke kun handler om trends, men om personlighed, karisma og noget så forløsende som humor.

"Se på en kvinde som Jennifer Aniston. Hende talte vi om for 20 år siden, og det gør vi så stadig. Hun bragte glød på dagsordenen samtidig med, at hun var både klog, cool og morsom. Hun er jo det stik modsatte af de sociale mediers filtrerede, oppustede trutmunde. Hvis man kigger på sådan en som Kim Kardashians profil, så er den jo totalt ufarlig, men også ligegyldig. Alt det botox og kirurgi er jo dinosaur-agtigt allerede nu, hvor vi taler om en ny kropspositvisme og selvkærlighed", siger Anette.

"Når jeg kigger efter forbilleder, så finder jeg dem i kvinder, der har passeret de 50 eller er ældre. Jeg kan slet ikke få armene ned over kvinder som Helen Mirren, der siger: ”Your 40s are good. Your 50s are great. Your 60s are fab. And 70 is fucking awesome.” Hun er fantastisk."

 

Skønhedseksperten har aldrig lagt skjult på, at hun er imod invasive behandlinger og plastikkirurgi, hvis funktionen er rent kosmetisk. Og det handler mere om æstetik end om aktivisme.

"Botox kan lamme mange ting, men ikke kærligheden til mine venner. Så hvis kvinder eller mænd i min omgangskreds vælger at få rettet på noget, så er det deres sag", siger hun.

Jeg fornemmer, at hun egentlig helst vil lade den ligge der, men så kommer der et nyt spil i hendes øjne.

"Men hvilket ansigt er smukkest: Det med karakter eller det, hvor du har fjernet alle mellemregningerne? Jeg spørger bare. Den der stivnede mimik og manglende udtryksfuldhed fjerner alt fokus. Det gør bare, at vi glemmer at lytte efter, hvad personen bag botox-masken siger. Og det er altså ikke, fordi jeg er særligt sart eller farvet af min viden. Min far på 85 bemærker det jo også."

Derfor hilser Anette Kristine Poulsen også al den nye forskning velkommen. Den, der fokuserer på at hjælpe vores huds barrierefunktion og finde blidere form for laserbehandling, såsom IPL, et blitzsystem, der kan fjerne blodsprængninger og farveforskelle i huden. Hun forudser også, at fremtidens solcremer vil blive mere multifunktionelle og teknologisk avancerede, og at vi vil se flere produkter, der ikke kræver store mængder vand i såvel produktion som forbrug.

"Og så er der nogle spændende tendenser på vej, der går i forlængelse af mere generelle trends som transparens, bæredygtighed og spiritualitet, fortæller hun.

"Hele ”open lab”-bølgen, hvor både store brands som Shiseido og Chanel og danske iværksættere som Beauty Avenue åbner deres laboratorier op for forbrugeren, og viser hvordan deres produkter fremstilles, bliver stort i de kommende år. Vi vil opleve, at markedet for secondhand-beauty vil vokse, som det allerede har gjort det indenfor modeverdenen, og så vil ”witchcraft beauty”-bølgen også fortsætte med øget kraft, hvor krystaller, spiritualitet, urter og ideen om energiudveksling bliver integreret i produkter og skønhedsfilosofi." 

Drop det perfekte liv

Kaffen er snart drukket, og en regnfuld arbejdsdag venter os begge. Men der er stadig et par ting, jeg skal have ud af den ærlige Anette. For selvom hun siger, at hendes holdninger til plastikkirurgi og behandlinger som botox handler mere om æstetik end aktivisme, så drømmer hun alligevel om, at hendes betragtninger omkring hud sætter noget i gang hos for eksempel dem, der har læst hendes seneste bog:

"Jeg håber da, at bogen kan skubbe folk ned ad en anden vej end botox-vejen. Jeg vil gerne gøre op med den iboende selvkritik, der nager så mange kvinder. Kunne det tænkes, at hvis vi er interessante nok at tale med, så er vi også spændende at være nøgne med?"

Hun henviser til bogens første ord. Om kvinders evige kamp på godt og ondt, der er illustreret så finurligt med et citat fra Helle Helles bog ”de”:

”Man må ikke være nærig med mimik eller rensecreme, i det hele taget ikke. De fireogtyve muskler i ansigtet skal også motioneres dagligt. Panden hæves og sænkes, munden kører hurtigt fra side til side. Næsen roteres i begge retninger, hvorefter man smiler bredt og anstrengt, med blottede tænder. Endelig følger Skriget, afløst af let afspænding. Serien gentages i hvert fald fem gange, det foregår efter afrensning, skintonic, natcreme. Øjencreme er fup, men det står man selvfølgelig ikke og siger. Med hensyn til halsen går alle strøg altid opad. Det gælder hver eneste morgen og aften livet ud til evig tid, et lille slid, men lønsomt.”

Det siger næsten alt. Og så alligevel ikke. Er det sarkasme eller kærlighed? Er eksperten blevet mæt og træt af kvinders evige jagt på skønhed?

"Nej, absolut ikke! Det bliver jeg aldrig. Jeg deler en oprigtig interesse for kvinders lyst til at se friske og sunde ud. Det er den der selviscenesættelse på Instagram, der gør mig så træt. Den konstante stillen sig an. Det digitale postulat om det perfekte liv. Det trætter mig selvfølgelig også, fordi jeg godt kan genkende noget af mig selv i det. Du skal hele tiden huske at brande dig selv og dele ud af dit faglige overskud, samtidig med at du skal være ærlig overfor dig selv. Det er en svær balancegang." 

”Modeller, der er klassisk smukke og begavet med symmetriske ansigter, skal nok klare sig. Men vi andre har altså kun charmen at spille på. Den må vi ikke lade nålene suge ud af os”

Anette Kristine Poulsen

Den balance har hun nu fundet, hende Anette. I hvert fald har jeg aldrig mødt hende, uden at tænke, at hun udstråler ro, viden og en herlig enkel tilgang til skønhed, der handler om at stå ved sig selv og hjælpe sine egne fortrin på vej med fugt, (kno-)fedt og frimodighed. På falderebet spørger jeg hende, om vi moderne, voksne kvinder er blevet bedre til at hvile i os selv – eller om vi fortsat burde lære af vores mødre eller døtre?

"Både og. Botox og restylane er to af de absolut mest brugte skønhedsbehandlinger blandt vores aldersgruppe. Det synes jeg ikke vidner om den store selvaccept. Og for mig er mimik altså noget af det absolut lækreste, vi har. Jeg ville aldrig turde at pille ved det", siger hun og lader smilerynkerne spille i øjenkrogen.

"Modeller, der er klassisk smukke og begavet med symmetriske ansigter skal nok klare sig. Men vi andre har altså kun charmen at spille på. Den må vi ikke lade nålene suge ud af os. Samtidig synes jeg også, at vi befinder os i en tid, hvor kvinder er blevet så meget klogere på såvel hudpleje som livet, og vi har fået os nogle vidunderlige forbilleder. Diane Keaton, Hellen Mirren og Jane Fonda. Og selvom sidstnævnte
ikke er har været bleg for at indrømme, at hun har fået lavet lidt arbejde hist og her, så viser hun fortsat mod og ærlighed."

"Vi har ikke kun fået ansigtsmasker og øjencreme fra Asien. Vi har også overtaget deres respekt for den ældre generation. Og det klæder os."

Anette Kristine Poulsen

Anette Kristine Poulsen, 54 år, er forfatter til bøgerne ”Slip Rynkehysteriet”, ”Superhud” og senest ”Seriøst bedre hud”. Hun er skønhedsredaktør på Børsen, fast skønhedsekspert på TV 2, foredragsholder og indehaver af skønhedsplatformen Beautyspace.dk, som også kan følges på Instagramprofilen @beautyspace.

Anette-K.jpg

Er du også hooked på god hud? Så læs også...

”The Skincare Bible: Your No-Nonsense Guide to Great Skin” af den engelske dermatolog Anjali Mahto, der punkterer myter og forklarer hvilke ingredienser, der gør en reel forskel – både på din tallerken og i dine krukker på badeværelset.

”Hudbibelen” af den internationalt anerkendte svenske hudforsker og dermatolog, Johanna Gillbro, der hjælper os med at forstå huden ud fra et holistisk helhedsperspektiv.

”The Beauty of Dirty Skin” af den amerikanske dermatolog og forsker Whitney Bowe, der redegør for, hvordan smuk hud starter i tarmen.

Se, hvad vi ellers skriver om: